Offentliggjort den: 03. juli 2025

Godt nyt til genladerne

Så kom den nye bekendtgørelse om eksplosivstoffer endelig i høring, og dermed er jægerforbundets ønske om lempede regler for opbevaring af røgsvagt krudt og fænghætter meget tæt på at blive en realitet. Der er dog et enkelt hår i suppen: Fortolkningen af §10, som omhandler Eksplosivstoffortegnelse.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Arkivfoto, Danmarks Jægerforbund

Danske genladere kan se frem til mulighed for opbevaring af op til fem kilo røgsvagt krudt, op til 10.000 fænghætter og mulighed for at oplade patroner i nye hylstre. Det var i hvert fald ønskelisten, da medarbejdere i Danmarks Jægerforbunds sekretariat tilbage i efteråret aflagde besøg i Justitsministeriet. Siden lykkedes det at indskrive de vigtige ændringer i både Bekendtgørelse om eksplosivstoffer og Cirkulære om våben og ammunition, mv., og lige om lidt - nemlig den 4. juli - udløber høringsfristen. Dermed vil den forventede ikrafttræden af bekendtgørelsen være den 15. juli 2025.

Men efterårets møde var kun det sidst i en lang række, før arbejdsindsatsen kunne veksles til faktisk handling. Det forklarer Lars Thune Andersen, chefkonsulent, Våben & skydning, i Danmarks Jægerforbund:

- Der er lagt op til en ændring, som jægerforbundet har arbejdet på i mange år. Faktisk fandt det første møde med Beredskabsstyrelse og Rigspolitiet sted helt tilbage i sommeren 2018. Denne sag er et godt eksempel på hvor lang tid det kan tage at skabe resultater. For de fleste kan det forekomme som en simpel sag, men rent juridisk kan det give store udfordringer og tage enormt lang tid, fordi det hurtig kommer til at involvere flere myndigheder med hvert deres ansvarsområde.

Præcisering af fortolkningen af §10

Ifølge Lars Thune er jægerforbundet godt tilfreds med bekendtgørelsen i sin helhed, men har dog et ønske om præcisering af fortolkningen af §10, som omhandler Eksplosivstoffortegnelse.

- Der er ikke tale om en ny paragraf eller en ændring af §10, men vi har rejse spørgsmål ved fortolkningen af §10, særligt i relation til private genladere, der fremstiller ammunition til eget forbrug, uddyber han.

Ifølge Politiets Administrative Center (PAC) tolkes §10 således, at private genladere er forpligtet til at føre protokol over tilgang og afgang af eksplosivstoffer – herunder røgsvagt krudt, eventuelt sortkrudts-erstatning og fænghætter i små mængder, samt at indsende denne protokol til PAC ved årets udgang. Herefter opbevares oplysningerne i op til 10 år.

Private og kommercielle under ét?

Danmarks Jægerforbund undrer sig over, at denne praksis også omfatter private personer, idet oprindelsen til §10 findes i EU's direktiver. Ved gennemgang af disse direktiver er det jægerforbundets opfattelse, at bestemmelserne primært er målrettet erhvervsdrivende og håndtering af større mængder eksplosivstoffer – ikke private borgere, der genlader ammunition i meget begrænset omfang og udelukkende til eget brug.

- Derfor opfordrer vi til, at der sker en præcisering af, om private genladere reelt er omfattet af den samme registrerings- og indberetningspligt som kommercielle aktører, og om dette er i overensstemmelse med intentionen bag EU-direktivgrundlaget, siger Lars Thune Andersen.