Fynsk bevægelsesjagt

Bevægelsesjagten omkring Paddesø kører på femte år. Entusiastisk og dygtigt ledet af Henrik S. Ladekjær, der på sin egen stille og rolige måde både styrer sin egen lille gruppe af jægere og drivere og samtidig står for en væsentlig del af hele planlægningen af bevægelsesjagten, som altid afholdes den anden søndag i januar mellem klokken 9 og 12. I 2025 deltager der ca. 45 jægere og 12-14 drivere med hunde. Arealet, man jager på, er ejet af 14 lodsejere, der tilsammen råder over ca. 1000 ha.

Henrik fortæller:

- I samarbejde med samtlige lodsejere er det besluttet, at der er fire drivehold, der starter i hvert sit ”hjørne”. Driverne skal bevæge sig langsomt igennem skove, remiser, moser og andre steder, hvor dåvildtet ynder at stå – om nødvendigt mere end én gang, hvis dåvildtet ikke lader sig skubbe rundt. I strategisk placerede stiger/tårne sidder jægerne med deres rifler og håber på, at vildtet kommer roligt forbi inden for sikker skudafstand.

Dåvildtbestanden er eksploderet i området omkring Paddesø, og vi vurderer, at vi har en af de tætteste bestande på Nordfyn. Vi håber på at nedlægge ti stk. dåvildt på jagten, men gerne flere. Vi ved, hvor meget de øvrige lodsejere har skudt sæsonen inden bevægelsesjagten, men det er ofte kun få dyr. Der bliver, skønner vi, skudt ca. 25 procent af bestandstilvæksten samlet set igennem sæsonen, så bidraget fra vores bevægelsesjagt har bestemt et forvaltningsmæssigt formål.

Forståelse blandt ikke-jægere

- Vi tilstræber at drive stykkerne strategisk, det vil sige på tværs af lodsejere. Enkelte lodsejere ønsker af forskellige grunde ikke at deltage i jagten, men har heldigvis forståelse for, at bestanden af dåvildt heller ikke må vokse sig for stor. Vi driver dog ikke på arealer, hvor der ikke er deltagende jægere, understreger Henrik,

da Jægers udsendte sammen med ham og hans to drivere går op over en frossen pløje- mark. Henrik deltager aldrig selv med riffel på bevægelsesjagterne, men går med sine hunde (og sin mobil, så han kan følge med i vildtbevægelserne, evt. anskydninger, og efter jagten koordinere eftersøg, og at alt nedlagt vildt indberettes mv.).

Dejligt med frossen jord

Allerede kort efter solopgang høres de første riffelskud. Flere følger efter. Hele formiddagen lyder der med minutters mellemrum skud – og heldigvis fra flere hjørner af det smukke, bakkede fynske landskab, som er en fin mosaik af små og større skove, remiser, moser, dyrkede marker, brakmarker og levende hegn. Jorden er frossen, hvilket helt klart gør drivernes arbejde lettere. Til gengæld er mange moser vandfyldte, så her skal man passe særligt på. Henrik har som driver allieret sig med sin svigersøn, Oliver Møller, der går med en springer spaniel. Også Neller Christensen, en af Henriks gode venner, er på driverholdet. Alle tre formår på flotteste vis af drive den ene lille skov/remise efter den anden af med stor præcision.  

I en mindre, tæt granskov på blot et par hektarer støder Neller ind i en flok dådyr, der sidder og ikke er meget for at komme på klovene. De flygter dog væk, da både Nellers hund og Henriks lille tyske jagtterrier på blot syv måneder halser højlydt. Forinden har der lydt et skud uden for skoven. Henrik er sikker på, at det er Bjarne Simonsen, der har skudt. Det bevidnes få minutter efter, da Henrik går hen til mandens skydetårn. Bjarne, der ikke så ofte besøger sit eget jagtareal, da han arbejder på en boreplatform, kan pege ud på marken, hvor der ligger en fin spidshjort.

Mange riffelskud

Vi følges ad. Da vi går over endnu en meget stor mark, får Henrik tid til at fortælle lidt mere.

- En lokal jæger, Claus Friis, foreslog for nogle år siden, at vi skulle holde en fælles bevægelsesjagt. Da jeg kender mange af nabo-jægerne/lodsejerne i forvejen, tog jeg initiativ til at sætte det i gang. Vi startede med et fælles møde hos mig før det første års jagt, hvor vi blev enige om dato og vilkår. På det møde blev det også vedtaget, at det var op til den enkelte lodsejer at beslutte, om de evt. ville udnytte muligheden for at nedlægge råvildt på deres revir. Alle lodsejere og nabojægere har haft en fornuftig tilgang til jagt, og hvor meget der kan/bør nedlægges, så der har jeg ikke haft nogen betænkeligheder. Jeg har selv en god viden om, hvad der er blevet nedlagt af dåvildt i området – og det er for lidt efter min mening, når jeg tager tilvæksten i betragtning.

Vi er i den heldige situation, at vi lokale jægere taler meget sammen også uden for jagterne, så vi har nemt ved at ”styre”, hvor stor en afskydning vi vil anbefale. Hvor man afholder meget store bevægelsesjagter med mange jægere, der ikke kender hinanden, risikerer man, at der er enkelte jægere, der skyder enten for meget eller uden omtanke og glemmer, at det drejer sig om forvaltning af en bestand. De problemer har vi slet ikke her, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at min erfaring er, at der generelt udvises god dømmekraft og stor selvjustits.

Vi er nået til en skovkant. Henriks driverhold går og tæller skud, og da vi er nået godt frem mod middag, er der ikke mange skuds forskel på, hvad der er registreret af gruppen af drivere. I nærheden af 40. Af samme grund er forventningerne skyhøje, da vi ved middagstid møder op til parade hos en af jagtens lodsejere, landmand og direktør Claus Friis, på hans smukke ejendom St. Padesøbjerg, hvor der allerede ligger både råvildt og dåvildt på paraden.

OK at nedlægge råvildt

- Selvom jagten primært er rettet mod dåvildtet, er det som tidligere nævnt op til hver deltager fra hvert område at afgøre, om de vil nedlægge råvildt under bevægelsesjagten. Det råvildt, der ligger på paraden i dag, er typisk fra lodsejerstykker, hvor de pågældende intet råvildt har skudt gennem sæsonen, og hvor de derfor gerne vil have et dyr i fryseren. Vi har en stærk bestand af råvildt heromkring, og så er der i øvrigt ikke tradition for at nedlægge dem med hagl, som man gør andre steder. Derfor er det selvfølgelig i orden, at folk nedlægger dem med riffel, fortæller Henrik, der tilføjer, at der under dagens jagt også blev nedlagt et rådyr på hans eget areal – et halt dyr, som kom forbi en skytte, som efter et mobilopkald fik tilladelse til at gøre en ende på dets lidelser.

Markant bestandsstigning – og afskydning

Efterhånden som den ene bil efter den anden dukker op på gårdspladsen hos Claus Friis, bliver det heftigt diskuteret, om den smukke gran-smykkede paradefirkant mon er stor nok. Ved at rykke dyrene lidt sammen lykkes det dog at få plads til alle de dyr, der er nedlagt på dagen.

Schweisshundeførerne, der i dagens anledning har stået standby, er ude efter to anskudte dyr. Det ene findes hurtigt og når at komme med i optællingen – det andet bliver aldrig fundet trods en kontroleftersøgning. Totalt blev der således på jagten nedlagt: 13 dådyr fordelt på to spidshjorte, fire dåer, to smaldyr og fem dåkalve foruden ti rådyr – alle hundyr. Et glimrende resultat er alle enige om. I 2022 blev der skudt to stk. råvildt. Året før den her beskrevne jagt (januar 2024), hvor antallet af skytter og det areal, der blev jaget på, var omtrent det samme, blev der nedlagt syv dådyr (alle spids-hjorte) og to rådyr.  

Snakken går lystigt, da alle efter jagten sidder på førstesalen i en af Claus Friis’ udbygninger og nyder de gule ærter med tilbehør fra det lokale forsamlingshus. Mange bliver siddende længe, for sammenholdet på Nordvestfyn blandt de lokale jægere er godt. Ifølge Henrik er folk meget positive, og der er en god tilgang og opbakning til jagten, og så har der aldrig været problemer større, end de kunne løses. Af samme grund, fortæller den 45-årige tømrermester, er det en fornøjelse at arrangere bevægelsesjagterne, og måske udvides arealet for bevægelsesjagten med 200-300 ha næste år – interessen blandt de lokale jægere er der i hvert fald!

Opsummerede erfaringer

Henrik opsummerer for Jægers udsendte, hvilke forudsætninger der skal være til stede, for at andre kan kopiere fynboernes måde at gøre tingene på:

- Man skal kunne drive stykkerne strategisk af dvs. på tværs af lodsejere. Det er også vigtigt, at alle i området bakker op, så der er sammenhæng i stykkerne. Desuden er det vigtigt, at skytterne først går på plads ved solopgang, så vildtet ikke skræmmes bort før skydetid, og så er det selvfølgelig nødvendigt med en person eller en gruppe, der tager initiativ til at planlægge jagten og kommunikere det mest nødvendige ud. Kan man gøre noget bedre? Ja, helt sikkert, siger Henrik, samarbejdet kan altid øges, skytternes placering bliver vi hele tiden klogere på, og så ville det være gavnligt, hvis vi kunne løse udfordringen med at kommunikere ud til alle jægere under selve jagten.

- Resultatet, fortsætter Henrik, synes jeg er tilfredsstillende. Vi har drøftet fordelingen mellem kalve og hundyr. Året før blev der skudt mange spidshjorte, men det var mest en tilfældighed. Spidshjortene blev skudt med store afstande imellem dem. Vi mangler generelt ikke hjorte i området, og vi siger altid på parolen kalv før då og då før spidshjort. Der kunne med lidt held have ligget lidt flere dyr, men sådan er jagt jo. Det vigtigste er, at ingen jægere har sat sikkerheden over styr.

På spørgsmålet om, hvilke ændringer man måske påtænker ved bevægelsesjagten i 2026, opsummerer Henrik:

- Vi har da drøftet, hvordan vi placerer skytterne endnu bedre naboerne imellem. Vi bliver jo hele tiden klogere på, hvordan dyrene flytter sig, og så vil vi selvfølgelig opfordre til, at man så vidt muligt lader spidshjorten gå, selvom det fortsat er op til den enkelte lodsejer. Det har også været oppe at vende, om vi skulle afholde to bevægelsesjagter, men foreløbig mener flertallet af lodsejerene og jægerne, at én bevægelsesjagt er passende.

Gener fra Dyrehaven

Et par af de lodsejere, der lagde jord til og selv deltog i jagten, er henholdsvis Claus Friis og Jacob Langøe med henholdsvis 110 ha og 50 ha jord/skov. Begge er enige om, at dåvildtbestanden de sidste år på det nærmeste er eksploderet. Da Claus overtog sin ejendom for godt 25 år siden, var der på ejendommen en stor indhegning med dåvildt med gener fra Dyrehaven i København. Claus minimerede antallet af dyr, blandt andet fordi en del dåhjorte fra Æbelø (formodentlig) dukkede op og – specielt i brunsten – ødelagde hans vildthegn. 

Ifølge Jacob Langøe, der er entreprenør og sammen med Claus betegner sig selv som moderate jægere, hvor arbejdet tager en stor del også af fritiden, er dåvildt dygtige til at formere sig, og de bifalder også begge det årlige initiativ med en fælles jagt, da bestanden nemt kan løbe løbsk. Begge deltager de efter eget udsagn dog lige så meget på grund af det sociale aspekt.