Fugleinfluenza – hvad betyder det for dig som jæger?
Fugleinfluenza er ikke længere en sjælden gæst i Danmark. Siden 2020 har den højpatogene variant H5N1 været en mere eller mindre konstant tilstedeværende gæst, især i vinterhalvåret hvor den rammer både vilde fugle og tamfjerkræ. Som jæger kan du have en rolle i at begrænse smitte.
Hvor fugleinfluenza tidligere kun optrådte i vintermånederne, ser vi nu udbrud året rundt. I de tidligere år har kolonirugende arter som splitterner og suler været hårdt ramt, og sygdommen har haft store konsekvenser for ynglebestande. Derudover har også knopsvaner, skarver og fasaner været blandt de smittede. De trækkende vandfugle er fortsat den primære smittekilde, men sygdommen vurderes også at være til stede i Europa i sommermånederne.
Håndtering af nedlagt fuglevildt:
- Vask hænder grundigt med varmt vand og sæbe efter håndtering af nedlagt vildt.
- Flå fuglene frem for at plukke dem – det mindsker risikoen for smitte via støv.
- Brug håndsprit (70 %) og overvej FFP3-maske ved støvende arbejde, f.eks., når du plukker vildt.
- Sørg for, at kødet er gennemstegt (over 70 °C).
Forebyg smittespredning:
- Undgå kontakt med tamfjerkræ i mindst 48 timer efter jagt, det samme gælder din hund. Vær opmærksom på, at virus kan overleve længere end 48 timer.
- Rengør og desinficér fodtøj og udstyr og mød kun op på jagt med rent fodtøj.
- Vær opmærksom på at støvlekar med desinficerende midler kun virker, hvis midlet anvendes korrekt. Nogle midler virker først efter optørring eller efter flere minutters kontakt. Dyppes et par inficerede støvler, kan virus spredes til de næste som dypper støvlerne.
Hjælp med overvågningen
Finder du døde fugle i naturen, så indberet fundet via appen FugleinfluenzaTip. Det er især vigtigt ved vandfugle, rovfugle og kragefugle. Finder du store mænger af andre døde fugle, så kontakt da din lokale Veterinærenhed.
Hvert år oplever vi udbrud af fugleinfluenza i vilde fugle, og som jægere skal vi være opmærksomme på, at vi kan være med til at flytte smitten rundt på forskellige arealer. Se med her og bliver klogere på, hvordan du skal forholde dig til sygdommen som jæger.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan man se et overblik over, hvor i landet der er konstateret smitte i vilde fugle. Se mere her. Typisk er fuglene smittet med varianten H5N1, som har været den fremherskende variant siden 2020
Husk smittebeskyttelse
Under normale omstændigheder udgør fugleinfluenza ikke en risiko for mennesker, men som jæger og naturmenneske bør man alligevel være særlig opmærksom på god smittebeskyttelse, da man potentielt kan komme i kontakt med fugleinfluenza. Nedlægge du svømmefugle, skal du derfor være opmærksom på at have en god håndhygiejne, når du har håndteret nedlagt vildt. Husk derfor at vaske hænder med varmt vand og sæbe efter håndteringen. Håndsprit (70%) kan også anvendes, hvis du ikke har synligt snavs på hænderne.
Det nedlagte vildt kan sagtens spises. Det er blot meget vigtigt at være opmærksom på, at tilberedningstemperaturen skal over 70 grader før virus dræbes. Under klargøringen vil det være en fordel at bruge en maske (FFP3) især hvis det støver meget. Fødevarestyrelsen anbefaler, at man flår sit fuglevildt frem for at plukke det, for at formindske risiko for smitte ved indånding af virusholdigt støv. Synligt syge fugle eller fugle som udviser en unormal adfærd, bør ikke spises.
Undgå spredning
Har man håndteret nedlagt vildt eller været på jagt, bør man være opmærksom på ikke at komme i kontakt med tamfjerkræ i mindst 48 timer, og fodtøj og øvrig beklædning, der har været brugt på jagt eller regulering, bør aldrig komme i kontakt med tamfjerkræ. Derudover bør hunde, som har været brugt på jagt eller regulering, ikke komme i kontakt med tamfjerkræ. Man bør heller ikke lade sig selv eller familien slikke i hovedet af hunden, efter at den har haft vildt i munden.
Tip om fund af døde fugle
Overvågningen for fugleinfluenza i vilde fugle er et vigtigt redskab til at overvåge udbredelsen af virus. Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen alle til at benytte appen FugleinfluenzaTip, hvis man finder en død fugl. Indberetningen via app’en er især relevant hvis der er tale om vandfugle, rovfugle eller kragefugle. De døde fugle skal helst være i rimelig stand og må helst ikke have været døde i mere end to døgn. Appen kan hentes til både iPhone og Android telefoner og er nem og intuitiv at betjene. Indberetning af dødfundne fugle er en del af den passive overvågning for fugleinfluenza.