Offentliggjort den: 16. september 2025

Jægerrådsformænd: Formandsmøder giver netværk og indflydelse

Jægerforbundets formandsgruppe var i weekenden samlet til formandsmøde, hvor der bl.a. var valg til nyt udvalg, drøftelse af magasinet Jægers fremtid og workshop om styrkelse af den lokale interessevaretagelse. Formandsmødet emmede af energi og virkelyst.

Tekst: Morten Sinding-Jensen
Foto: Morten Sinding-Jensen og Jesper Brixen

Fredag og lørdag i den netop overståede septemberweekend var der som vanligt indkaldt til formandsmøde for kreds-, jægerråds- og udvalgsformænd samt hovedbestyrelsen. Det var to dage med spændende emner på dagsordenen.

Formandsgruppen lagde om fredagen ud med et kampvalg om pladserne i det kommende Udvalg for jagtfaglige aktiviteter. Udvalgets formand, HB-medlem Marie-Louise Achton-Lyng, så frem til at komme i gang med arbejdet i det nye udvalg, som naturligvis lige skal finde sine ben at stå på. Valget blev efterfulgt af en drøftelse af magasinet Jægers fremtid initieret af kommunikationschef Joan Brønnum Kvist. Drøftelsen blev både intens og rig på værdifulde input til det videre arbejde.

Lokal interessevaretagelse i fokus

Det meste af lørdag formiddag var dedikeret til styrkelse af den lokale interessevaretagelse i Danmarks Jægerforbund. Niels Søndergaard, chef for vildtforvaltning, interessevaretagelse og uddannelse, satte scenen for dette punkt.

- Grøn Trepart fungerer faktisk som en slags katalysator for at styrke den lokale interessevaretagelse i Danmarks Jægerforbund. Vi har et håb om, at snebolden skal vokse sig stor, men den skal også løbe i den rigtige retning, forklarede Niels Søndergaard og uddybede:

- De to strategiske mål om, at vi bevarer og udvikler mulighederne for at gå på bæredygtig jagt i Danmark, og at vi styrker jægernes indflydelse gennem en velfungerende medlemsorganisation, er hinandens forudsætninger. Vi kan ikke det ene, uden at det andet er på plads, og derfor sætter vi ekstra fokus på den lokale interessevaretagelse, bl.a. ved at involvere formandsgruppen, så vi med udgangspunkt i vores forskellige styringsdokumenter kan varetage naturens og jagtens interesser bedst muligt.

Lokale succeshistorier

Inden deltagerne selv skulle drøfte forskellige emner i relation til lokal interessevaretagelse, fik HB-medlem og grønt rådsrepræsentant i Guldborgsund Kommune Christian Clausen og jægerrådsformand i Esbjerg Kommune Frederik Højberg Nielsen ordet.

De gav hver deres eksempler på, hvordan det er muligt at skabe gode resultater for naturen, jagten og jægerne gennem en seriøs og målrettet tilgang til kommunalpolitikere. Relationsopbygning gennem tæt dialog med politikerne var nøgleord for dem begge.

Lokalpolitisk beredskab

Formanden for jægerforbundet, Claus Lind Christensen, fulgt op på de to indlæg og understregede styrken i at lokale frivillige retter henvendelse til folketingspolitikere i lokalområdet:

- Det har langt større værdi med lokale henvendelser om lokale bekymringer, end når vi fra sekretariatets og hovedbestyrelsens side beder om møder med de selvsamme politikere, hvilket for så vidt også gælder de nationale dagsordener.

I samme moment opfordrede formanden forsamlingen til både at huske de lokale partiforeninger i bestræbelserne på at få lokalpolitikere i tale og til at have jægerforbundets natursyn og strategi i frisk erindring.

Herefter tog Jakob Bergmann Nielsen, chefkonsulent, natur- og vildtpleje samt landbrug, over og gav en meget kort status på den Grønne Trepart som et naturlig afsæt til den efterfølgende workshop.

- Fra møderne rundt i landet om den Grønne Trepart har vi taget mange positive elementer og værdifulde erfaringer med os til det videre arbejde med at styrke den lokale interessevaretagelse. Vi har undervejs identificeret et klart behov for at mobilisere de rette ressourcepersoner og dermed sikre de nødvendige kompetencer i jægerrådene, sagde Jakob Bergmann Nielsen og fortsatte:

- Vi er klar over, at rekruttering af ressourcepersoner er en stor udfordring mange steder, men det er nødvendigt at arbejde med det, hvis vi skal nå i mål med et lokalpolitisk beredskab, der kan virke både reaktivt og proaktivt på de udfordringer, som samfundsudviklingen byder os.

På den baggrund fik deltagerne til opgave at forholde sig til, hvilke kompetencer der er brug for i fremtidens jægerråd, og dermed hvordan drømmeholdet ser ud? Formandsgruppen skulle også forholde sig til spørgsmålet om, hvordan de i fremtiden kan rekruttere ressourcepersoner med de nødvendige kompetencer?

Workshoppen blev afsluttet med en mundtlig fremlæggelse fra hver gruppe. Alle gruppers besvarelser bliver herefter katalogiseret og anvendt i det videre arbejde med at styrke den lokale interessevaretagelse.

Aktuelle emner

Inden vi alle kørte hver til sit, gav Claus Lind Christensen en kort status på de mange forskellige store politiske og faglige processer som Danmarks Jægerforbund er involveret i for resten af 2025 og 2026.

Reaktioner fra formandsmødet

 
Andreas Weitling Jessen, jægerrådsformand Frederiksberg Kommune:

- Det er første gang, jeg deltager i et formandsmøde over to dage. Det betyder rigtige meget i forhold til at få nye kontakter og styrke mit netværk i organisationen. Jeg kan derfor kun opfordre alle andre i formandsgruppen til at deltage i disse møder.

- Ved at deltage i formandsmødet er det min klare opfattelse, at jeg både har en stemme og bliver hørt i de konkrete drøftelser, vi har under mødet. Inden formandsmødet fortalte jeg mit bagland om dagsordenen for mødet, ligesom jeg naturligvis vil dele mine oplevelser og erfaringer fra mødet med baglandet efterfølgende. Formandsmødet er efter min mening et godt bindeled mellem jagtforeningerne og hovedbestyrelsen i jægerforbundet.

Bo Kristiansen, jægerrådsformand i Middelfart Kommune:

- Som valgt jægerrådsformand føler jeg mig forpligtet til at deltage i formandsmøderne, der som noget af det allervigtigste styrker mit netværk til andre frivillige i jægerforbundet. Og så giver det samtidig mulighed for at høre om andres gode erfaringer, så jeg ikke skal starte helt forfra.

- At være en del af beslutningsprocesserne og blive hørt i jægerforbundet har naturligvis også stor betydning for min deltagelse i formandsmøderne. Den aktuelle dagsorden om styrkelse af den lokale interessevaretagelse har jeg helt klart taget til mig. Den og de øvrige emner skal snarest muligt afrapporteres til mit jægerråd, så alle er på omgangshøjde med de aktuelle dagsordener.

Lars Kjeldgaard, jægerrådsformand i Slagelse Kommune:

- Deltagelse i formandsmøderne giver mig mulighed for både formelle og uformelle samtaler med de øvrige deltagere, som jeg kan bruge i mit daglige virke som jægerrådsformand. Og så bliver netværket ikke mindre efter sådan to dage sammen med andre frivillige i jægerforbundet.

- Jeg tager meget ny viden med hjem, ligesom jeg oplever at have indflydelse på jægerforbundets positioner som en del af formandsgruppen. I forhold til den lokale interessevaretagelse har både oplæg og workshop givet mig inspiration til det videre arbejde i mit eget jægerråd, som jeg vil dele materialet fra mødet med, så vi sammen kan hjælpe hinanden til et velfungerende jægerråd med de nødvendige kompetencer.