Forbedringer af harens livsvilkår i agerlandskaber
Haren trives bedst i varierede, uforstyrrede agerlandskaber med adgang til føde og dække året rundt. Ny forskning viser, at små ændringer som vildtstriber, mindre markenheder og naturlige korridorer kan forbedre dens livsvilkår markant – til gavn for hele agerlandets biodiversitet.
Adskillige videnskabelige studier af harens trængte vilkår i områder med agerland i Danmark, og flere lande omkring os, har i årtier søgt at afdække, og forklare, den næsten konstante nedgang i harebestanden i disse områder. Senest har en del af forskningen koncentreret sig om at undersøge, dels hvor meget plads harer generelt kræver, og hvilke typer habitater de foretrækker, dels hvilket varieret fødeudbud de kan klare sig med i landbrugsarealer.
Der findes altså mulige svar på, hvordan landbrugsarealer konkret, og generelt kan imødekomme harens krav, med mindre, vigtige tilpasninger i agerlandet.
Home ranges (aktivitetsområder)
Begrebet home range dækker generelt det område et pattedyr har behov for at bevæge sig i for at opfylde sine generelle krav til fødesøgning, parring, hvilested, og yngelpleje; det er altså et dyrs aktivitetsområde. Størrelsen af home ranges varierer typisk efter årstider, og kvaliteten af dyrenes generelle levested.
For at blive klogere på størrelse, og behov af forskellige harers home ranges, indfanger forskere harer med store net i forskellige vegetationstyper, og udstyrer dem med meget små, lette radiosendere, så de via GPS kan tracke de enkelte harers bevægelsesmønster over tid, og årstider. Med tilstrækkelige data, kan forskerne således afdække, og udmåle hvert enkelt dyrs home range, i forskellige habitater. Små home ranges kan indikere at disse harer får dækket alle deres basale behov indenfor et mindre areal; hvilket generelt kan betyde at harerne bruger mindre energi på at opfylde deres basale behov. Harer med arealmæssigt store home ranges kan modsat indikere at disse harer her bruger meget energi på at opfylde deres basale behov, og at de områder disse harer lever i, tilbyder fødeplanter med mindre kvalitet.
Et stort energiforbrug hos udvalgte harer kan også forekomme, når forskellige store ændringer, og omlægninger af forskellige afgrøder i det agerland, de lever i, opstår. Her bruger harerne en del energi på at lære nye home ranges at kende, så de er tryggere i området, særligt sætterne, som jo fodrer deres killinger efter solnedgang, og på faste aftalte steder i terrænet. Konsekvensen her kan være at de mest trængte harer har en højere dødelighed end harerne med de små home ranges.
Studier viser også at harer ikke er territoriale. Deres home ranges overlapper som regel uproblematisk med andre harers home ranges, også kønnene imellem. Samtidig ved vi efterhånden, hvornår harerne generelt er aktive, og at deres adfærd skifter efter årstiderne, fødeudbud, parring, og lignende.
Som et eksempel på studier af bestemmelse af home ranges hos harer, præsenteres her resultaterne af et studie fra den danske Vadehavs ø Langli:
Langli studiet af seks harers home ranges her, og et tilsvarende hollandsk studie også med seks harer, blev begge udført på øer i et naturligt kystlandskab. Det hollandske studie beregnede harernes gennemsnitlige home range størrelse til 29 hektar, hvilket er meget tæt på Langli harernes gennemsnitlige home ranges på 23 hektar. For begge studier gjaldt det også at home range størrelser ikke varierede mellem køn, og årstider. Altså konkrete homerange-størrelser, som indikerer disse harers behov, på disse øer, året rundt.
En sammenligning med disse ø hares home ranges, og udvalgte studiers bestemmelser af harers home ranges i agerland viser både tilsvarende størrelser af home ranges i agerlandet, men også en del større home ranges. Igen en sammenhæng mellem kvaliteten af harers udbud af føde og dække.
Fødekvalitet
Et studie satte sig for at undersøge harers indtag af næringsstoffer, og fouragerings-præferencer i agerlandet, gennem et år. Her undersøgtes bl.a. maveindholdet i 117 haremaver med det formål at blive klogere på fordelingen af afgrøder og vilde planter. Maveindholdet i harerne viste sig at bestå af cirka fem procent urter, resten bestod af forskellige kultiverede afgrøder, og udlæg af jægernes afgrøder i såterne. Samme studie viste samtidig at harerne typisk foretrak afgrøder efterår og vinter, mens de i højere grad foretrak vilde planter og urter, forår og sommer, og efter høst af afgrøder.
Resultaterne af dette studie afledte efterfølgende også en hypotese om at harerne generelt indtager for få vilde plantearter, gennem året, og at en sådan mangel på varierede næringsstoffer, og olierige planter særligt i efteråret, og vinterperioden, kan være en af årsagerne til nedgangen af harebestande i udvalgte områder i agerlandet.
Generelt er harer, som er født og opvokset i store markenheder med monokulturer, i risiko for mangel på varierede næringsstoffer, og det kan give anledning til øget sygdom i de bestande. Her er ændringer i markstrukturer, og udbredelsen af vildtstriber med stor variation af plantearter med relevante vitaminer og fedtstoffer en afgørende forbedring.
På vadehavsøen Langli lever de førnævnte harer alene af øens varierede vilde urter året rundt; her findes ikke afgrøder. Harebestanden her varierer fornuftigt over årerne, og det kan derfor konkluderes at variationen af planter på Langli dækker disse dyrs energibehov, og næringsstoffer.
Korridorer og yngelpleje
Vi ved fra forskellige studier at ikke-sprøjtede vildtblandinger langs marker, via korridorer, og vildtveksler, som harerne er trygge ved at bevæge sig i, kan give harerne muligheder for en varieret kost, og et godt dække. Striberne med udvalgte vildtblandinger er ofte lette for harerne at komme til, især hvis de er placeret godt i harernes foretrukne opholdssteder. Studier viser f.eks. at harer helst undgår trafikerede veje, og midten af større mark-enheder, så praksis med brede vildtstriber kan også med stor fordel udvides, og placeres i og omkring hegn, såter, og udkanter af mindre skovområder, snarere end kun langs veje og udenom midten af mark-strukturer. Generelt ville det være en stor fordel for harerne, hvis deres foretrukne korridorer i agerlandet var sammenhængende.
Harer prioriterer at have adgang til steder med lidt høj topografi, og de foretrækker høj vegetation om vinteren, sandsynligvis som beskyttelse under kolde betingelser, mens de i de resterende dele af året foretrækker relativt kort vegetation; dels pga. overblik, dels fordi harer foretrækker at fouragere på relativt korte urter. Den europæiske hare hviler, og gemmer sig på jorden. Den har ikke fast dække gennem året. Som konsekvens af dette har haren ekstra store energiudgifter til brug for vækst, varmeregulering, fouragering, og yngelpleje end tilsvarende pattedyr, som anvender dække, huler, og reder. I vinterperioden er harerne oftest mere i bevægelse, og de hviler mindre, hvorfor det er afgørende for deres trivsel at have adgang til mere fedtholdige urter om vinteren.
I ynglesæsonen er det afgørende at sætterne får hvilet sig meget, og at tiden til fouragering derfor helst skal foregå i så kort tid som muligt, så de kan samle energi til at yngle. Store markenheder, som brydes ned i mindre markenheder, vil give sættere, og killinger en stærk fordel, ikke mindst for dække og adgang til optimale dieområder. Flere killinger kunne potentielt overleve, hvis de kunne dies i korridorer, og ikke inde i midten af markerne, hvor der høstes mest intensivt.
De her nævnte harevenlige anbefalinger gælder ikke kun harerne; de gælder mere eller mindre alle de dyr, som knytter sig til agerlandet. Det er vigtigt for alt vildt i agerlandet at have adgang til ly og dække, og til en varieret kost året rundt.
