Et intenst år for jagt og natur
Som jægere ser vi ind i en tid med markante forandringer af naturen, som kan få stor betydning for jagten. En række vigtige politiske processer er i gang både nationalt og internationalt, og i Danmarks Jægerforbund holder vi os ajour med, hvad der sker på de forskellige fronter.
Et nyt folketingsår er netop startet, og det bliver et år, der kan byde på mange forandringer, der har relevans for jagt og jægere er startet. Regeringen har i den forbindelse offentliggjort lovprogrammet for det kommende folketingsår. Et program, der viser hvilke lovændringer regeringen vil bringe ind i folketingssalen, men derudover så kører der en lang række sager.
Det næste år skal der træffes mange politiske beslutninger, indgås aftaler og udarbejdes planer som vil have betydning for jagten og jægerne. De områder vi fra forbundets side især holder øje med er: natur- og biodiversitetsloven, Trepartsaftalen, jagttiderne, forvaltningen af hjortevildt, EU’s planer for trækvildt og den danske ulveforvaltning. Her følger en kort gennemgang af de enkelte områder.
Natur- og biodiversitetsloven
Regeringen forbereder en ny lov, som i sidste ende skal vedtages af folketinget, der skal sætte mål for beskyttet natur og definere, hvad der må og ikke må gøres – især i strengt beskyttede områder. Jægerforbundet arbejder aktivt på at få jægernes perspektiver frem gennem en landsdækkende kampagne, hvor medlemmer kontakter politikere for at påvirke lovarbejdet. Som udgangspunkt ønsker vi, at der skal sikres mulighed for jagt i de strengt beskyttede områder.
Trepartsaftalen
Jægerne spiller en central rolle i at sikre gode levesteder og sammenhængende natur gennem dialog med kommuner og grønne råd. Kommunerne skal senest ved årets udgang have vedtaget planer for udtagning af lavbundsjorde og ny skovrejsning, og vi følger udviklingen tæt.
Jagttider og hjortevildt
Forhandlingerne om nye jagttider er i fuld gang i Vildtforvaltningsrådet, hvor vi i Danmarks Jægerforbund holder fast i den faglige linje. Samtidig arbejder de regionale hjortevildtgrupper med forslag til fremtidige jagttider og forvaltningsplaner.
EU og trækvildt
På EU-niveau drøftes fortsat en reduktion af afskydningen af visse andearter. Konkret så arbejder EU Kommissionen med et forslag om en forvaltningsplan for pibeand, og der er stadig en anbefaling på at reducere afskydning i Europa for krikand, spidsand og skeand med 50%. Danmark arbejder imod de foreslåede begrænsninger i samarbejde med European Federation for Hunting and Conservation (FACE).
Ulv
Regeringen ønsker en aktiv forvaltning af ulven – et synspunkt, vi i Danmarks Jægerforbundet deler. Der er behov for balance mellem naturbeskyttelse og tryghed for borgere, husdyr og jagthunde. Jægerne opfordres fortsat til at registrere ulveobservationer via Jæger-appen for at styrke vidensgrundlaget.
Udsætning
Når det kommer til udsætning af fuglevildt, kan vi konstatere, at der ikke umiddelbart er nogen ændringer i udsigt. Det er dog et emne, som vi holder et skarpt øje med.