Offentliggjort den: 09. oktober 2025

DJ repræsenterer danske jægere i Europas stærkeste jagtfællesskab

FACE – European Federation for Hunting and Conservation – samler Europas 7 millioner jægere i arbejdet for bæredygtig jagt og naturforvaltning. Danmarks Jægerforbund er en aktiv del af fællesskabet, der netop har afholdt generalforsamling i Bruxelles.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Niels Søndergaard og FACE

Danmarks Jægerforbund deltog i sidste uge i den årlige generalforsamling hos FACE – European Federation for Hunting and Conservation – som er Europas største jagt- og naturorganisation. FACE blev grundlagt i 1977 og repræsenterer mere end 7 millioner jægere fra 37 europæiske lande gennem nationale jægersammenslutninger, heriblandt Danmarks Jægerforbund. Organisationen arbejder for at fremme bæredygtig jagt, bevare biodiversiteten og sikre jægernes stemme i den europæiske natur- og miljøpolitik.

Generalforsamlingen bød på både strategiske drøftelser og faglig erfaringsudveksling mellem medlemslandenes repræsentanter. Danmarks Jægerforbunds formand, Claus Lind Christensen, og Niels Søndergaard, chef for Vildtforvaltning, Interessevaretagelse & Uddannelse, deltog på vegne af de danske jægere.

- Det er helt afgørende, at Danmarks Jægerforbund er en aktiv del af FACE. Sammen står Europas jægere stærkt, og gennem FACE er jægerforbundet de danske jægeres stemme i Europa, understreger Niels Søndergaard.

Claus Lind Christensen supplerer:

- Her står vi sammen med vores europæiske kolleger om at sikre jagtens fremtid og vildtets tarv. FACE giver os et unikt forum for erfaringsudveksling og samarbejde om alt fra strategi til konkrete naturforvaltningsinitiativer – og det betyder, at vi kan påvirke beslutninger, der får direkte betydning for både jægere og natur i Danmark.

Under generalforsamlingen blev der blandt andet præsenteret en ny omfattende undersøgelse, der viser, at jagt og sportsskydning hvert år bidrager med hele 180 milliarder euro til EU’s økonomi.

I den forbindelse fremhævede Frank Vassen, Policy Officer i enheden for natur (Unit B3 – Nature) under Generaldirektoratet for Miljø i Europa-Kommissionen, jægernes væsentlige rolle i naturforvaltningen. Han understregede, at lokale jægere gennem natur- og vildtpleje samt dataindsamling spiller en central rolle i arbejdet med at styrke biodiversiteten og nå målene i EU’s naturgenopretningsforordning.

FACE’s sekretariat i Bruxelles arbejder tæt sammen med både EU-institutioner og internationale partnere for at sikre, at jagten fortsat kan udøves ansvarligt og med respekt for naturen. Organisationens arbejde dækker alt fra internationale bevaringsaftaler til lokale implementeringsspørgsmål – altid med målet om at opretholde jagten som en integreret del af Europas natur- og kulturarv.