Offentliggjort den: 02. december 2025

DJ-frivillig får formandspost i Nationalpark Mols Bjerge

Erfaren nyjægerkoordinator i kreds 3, Karen Thingstrup, er ny formand for Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse. Hun vil styrke dialog, balance og det lokale engagement. Lokal jægerrådsformand beskriver hende som både "kompetent og relationsskabende."

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: ”Den utraditionelle”

Den erfarne DJ-frivillige Karen Thingstrup er udpeget som ny formand for bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge. Hun tiltrådte posten den 1. december 2025 for en fireårig periode og ser nu frem til at bygge videre på nationalparkens stærke fundament og brede samarbejder. Thingstrup har tidligere repræsenteret jægerforbundet som menigt medlem af nationalparkbestyrelsen.

Hun er både stolt og ydmyg over tilliden til nu at stå i spidsen for Nationalpark Mols Bjerge.

- Nationalparken er enestående natur – men også levende lokalsamfund og mennesker, der brænder for området. Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet om at skabe værdi for både naturen, de lokale og de mange gæster, der holder af Mols Bjerge, siger Karen Thingstrup.

Hun lægger vægt på, at nationalparken skal udvikles i et bredt samarbejde mellem mange interesser – fra naturbeskyttelse og kulturhistorie til friluftsliv, erhverv og frivillige kræfter. Nationalparken er et fælles projekt, hvor natur, kultur og lokalsamfund hænger sammen.

- Jægerne har dyb indsigt i naturens kredsløb og i, hvordan naturbeskyttelse og aktiv brug af naturen kan gå hånd i hånd. Den erfaring vil jeg gerne bringe i spil til gavn for både naturen, dyrelivet og de mange mennesker, der bruger området, siger hun.

Det er miljøminister Magnus Heunicke, der har udpeget den nye formand. Som formand har Thingstrup ansvar for at samle bestyrelsen på tværs af interesser og sikre retningen i arbejdet med nationalparkens flerårige strategi.

Ros og opbakning fra jægerforbundet

Hos Danmarks Jægerforbund bliver udpegningen modtaget med både glæde og taknemmelighed.

- I Danmarks Jægerforbunds gruppe af nationalparkrepræsentanter har vi de sidste fire år haft fornøjelsen af Karen Thingstrups smittende humør og store viden som repræsentant for jægerforbundet i fondsbestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge, siger Kirsten Skovsby, der er politisk ansvarlig for jægerforbundets indsats i de fem nationalparker. 

- Denne indsats vil jeg gerne sige Karen mange tak for og samtidig ønske hende hjertelig tillykke med ministerudpegningen som kommende formand for Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse. Med miljøministerens udpegning af Karen Thingstrup som ny formand får Nationalpark Mols Bjerge en både meget velkvalificeret og udadvendt person i spidsen, og vi glæder os til det fremtidige samarbejde med Karen i hendes fremtidige rolle, lyder det videre fra Kirsten Skovsby.

Lokal anerkendelse for stærke relationer

Også i Syddjurs Kommune vækker formandsudpegningen stor tilfredshed.

- Karen Thingstrup har i den grad formået at løfte det lokale nyjægerarbejde som nyjægerkoordinator i Kreds 3. Den indsats vil jeg meget gerne fremhæve, herunder det frugtbare samarbejde med Forsvaret, som har givet muligheder for nyjægerjagter på Forsvarets arealer. Jeg kan derfor kun på naturens og nationalparkens vegne glæde mig over, at de får en så kompetent og relationsskabende formand, og jeg ser derfor frem til et fortsat godt samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge med Karen ved roret, siger Reidar Lænø, jægerrådsformand i Syddjurs.

Et stærkt afsæt for næste kapitel

Med en baggrund, der spænder fra mange år som engageret i jægerforbundet og Karpenhøj Naturcenter til en central rolle som bl.a. projektleder i VisitAarhus, repræsenterer Karen Thingstrup en bred natur- og friluftsforståelse. Som formand ønsker hun at sikre, at nationalparkens udvikling både har lokalt ejerskab og national legitimitet, og at arbejdet fortsat er forankret i dialog og fælles ansvar.

- Jeg glæder mig til at fortsætte det gode arbejde – og til at bygge videre på det stærke fundament, som bestyrelse, sekretariat og mange engagerede kræfter allerede har skabt, siger hun.