Debutant repræsenterer fremtidens jægere
REPRÆSENTANTSKABSMØDET 25: Blandt de delegerede i Odense Congress Center var der relativt få, der for alvor kunne trække gennemsnitsalderen ned. Men det er vigtigt at få de unge med ind i forbundets politiske maskinrum. Tobias fra Aarhus er én af dem, der vandt et kampvalg og drog afsted.
Der var kampvalg ved årsmødet i Aarhus, da man skulle finde delegerede til årets repræsentantskabsmøde. Og én af dem, der løb af med sejren, var 30-årige Tobias Frich Pedersen fra Jydsk Akademisk Jagtforening. Ud over at være én af de yngste blandt de 327 delegerede, som lørdag mødes i Odense Congress Center for at fejre jægerforbundets demokrati, er det også første gang, Tobias er med.
Kaster man et blik ud over salen, går der ikke så længe før man bemærker den unge aarhusianers rødblonde frisure iblandt de mange grålige nuancer. Men selvom han rent aldersmæssigt tilhører et mindretal, så er det ikke noget, der skræmmer ham.
- På årsmødet i Aarhus blev det sagt, at der meget gerne måtte være flere unge, der deltog i repræsentantskabsmødet. Og da vi stort set alle sammen er unge i vores forening, var det jo oplagt at melde sig, fortæller Tobias Frich Pedersen, da vi møder ham i frokostpausen.
Masser af aktiviteter - uddannelse og jagt
I Jydsk Akademisk Jagtforening uddanner man hvert år cirka 100 nye jægere, og langt de fleste af dem er studerende. Det er folk på SU og som bor i byen, og for manges vedkommende er det ikke nogen, der er opvokset med jagt. Sådan er det også med foreningens medlemmer, og på den måde udgør de en spændende niche i jægerforbundet. I foreningen gør man meget ud af det sociale, arrangerer en masse skydebanedage, førstehjælpskurser, rågereguleringer og havjagter i aarhusbugten. Dertil kommer mulighederne for at komme med på nogle af de jagter, som arrangeres i kommunalt regi - alt i alt en masse gode tiltag, der både tiltrækker og fastholder.
For Tobias, som i forvejen er politisk interesseret, er det spændende at få lov til at opleve Danmarks Jægerforbunds demokrati i aktion. Det handler både om at blive klogere på hvordan jægerforbundet som politisk interesseorganisation fungerer, og om at netværke og få sat ansigter på de forskellige politiske profiler.
- Hvordan sammensætningen af hovedbestyrelsen er i forhold til resten af forsamlingen, som han formulerer det.
- Jeg har i mit liv været til et hav af generalforsamlinger, og de fungerer jo nogenlunde alle på samme måde. Men her fornemmer man virkelig, at Danmarks Jægerforbund er en stor organisation, tilføjer Tobias Frich Pedersen.
Gråt hår er lig erfaring
Tobias noterer sig, at debatten om flere og yngre medlemmer af forbundet fylder. Som repræsentant for en jagtforening med masser af unge medlemmer, undrer det ham dog, at fokus ikke i lige så høj grad handler om køn. For ser man sig omkring i salen, er der sandt for dyden langt imellem de lige personnumre. Med andre ord: Kvinderne er ikke særlig stærkt repræsenteret. Og det er måske lige så vigtigt som at arbejde med aldersfordelingen.
- I vores forening har vi i sagens natur let ved at tiltrække unge medlemmer. Hvis andre jagtforeninger også gerne vil kunne gøre det, så kræver det, at de erfarne jægere byder sig til og tager de nye jægere under deres vinger, siger Tobias.
Det var netop det budskab, som han gik på talerstolen med. Det var nemlig ikke blot hans første repræsentantskabsmøde, men også hans første indlæg, og som én af de få yngre delegerede, følte han, at det forpligtede.
- Selvom jeg er fyldt 30 og føler mig lidt gammel, så kan jeg godt se at alt er relativt, når jeg står heroppe, sagde Tobias ud over salen og tilføjede:
- Men med det grå hår følger også en stor mængde erfaringer. Og her skal foreningerne være gode til at byde sig til overfor de nye jægere. Vores forening har for eksempel en båd, som man kan låne, og der afholdes kurser i havjagt. Nyjægerkoordinatoren i Kreds 3 gør et kæmpestort stykke arbejde, og der er nyjægerlister ude i kommunerne, som man kan blive skrevet op på. Der er alle mulige arrangementer, hvor man kan komme og lære, hvordan man bliver en god jæger. Og det er lige præcis det, der er brug for, hvis man vil gøre sig attraktiv overfor de nye jægere.
Lige på kornet, fristes man til at sige, og han høstede da også et velfortjent bifald. Det første af mange i regi af Danmarks Jægerforbunds årlige repræsentantskabsmøde, forhåbentlig.