Offentliggjort den: 07. marts 2025

Dansk jagt er under forandring

Kredsmøde i Kreds 3: Trump sender chokbølger igennem verden, og både kredsformanden, Reidar Lænø og DJ-formand Claus Lind Christensen varslede store udfordringer og forandringer i rammevilkårene for dansk jagt/danske jægere ved kredsårsmødet i kreds 3. Heldigvis var der fra de to herrer også både velgennemtænkte og kloge bud på, hvordan DJ og jægerne bedst møder fremtiden.

Tekst og Foto: Troels Romby Larsen

Cirka 90 jægere fra de lokale jagtforeninger under Kreds 3 var veloplagte dukket op til kredsårsmødet, der blev afholdt den 3. marts fra klokken 17.00-22.00 i Vejlby-Risskov Centret, Vejlby Centervej 51 i Risskov. Den gode stemning fornægtede sig ikke, og mange fik hilst på hinanden med smil og kram, inden kredsformand Reidar Lænø kunne åbnet mødet.

Viden, relationer og holdninger

Efter valg af dirigent og stemmetællere kunne kredsformanden aflægge beretning om kredsens virksomhed. Det blev en gennemgang af kredsbestyrelsens konstituering og ikke mindst hvilke opgaver, der ses som nogle af de vigtigste: Natur, formidling og nyjægere, som tilsammen har det mål at dele viden, skabe relationer og ikke mindst sikre en fortsat positiv holdning til jagt. I den forbindelse understregede kredsformanden, at man med initiativerne Natursyn og God jagt i generationer satser på, at der aldrig må herske tvivl om jægernes holdninger og positioner.

De frivillige er hele fundamentet for en styrkelse af fællesskabet både i foreningerne og i kredsen, så alene at holde status quo på dette punkt er en nødvendig og kæmpe opgave. Også frivillighedspolitikken kommer jægerforbundet til at satse massivt på fremover.

Vi skal skynde os langsomt

Udvalgsstrukturprocessen er i fuld gang, og Reidar fremhævede vigtigheden af at have en udvalgsstruktur, der til enhver tid gør Danmarks Jægerforbund i stand til at navigere i den aktuelle samfundsorden. Den skal på én og samme tid være forankret i demokratiet og forpligtende, både op og ned i organisationen. Af samme grund skal vi skynde os langsomt, fastslog kredsformanden.

Markvildtstrategien fik et par ord med på vejen. Der er i 2024 udleveret 400 kg flerårig frøblanding, og Poul Arne Nielsen står også i 2025 for at administrere udlevering af frøblandinger – primært til nye etableringer.

Medlemsudviklingen følges nøje. Der har i 2024 været en medlemsnedgang på 439 medlemmer, specielt af ordinære medlemmer. Til gengæld er antallet af ekstraordinære medlemmer steget med 55.

- Det er vigtigt at vi holder fokus på at få nye medlemmer, så vi som organisation fortsat har økonomi og mange medlemmer til at sikre jagten, udtaler Reidar Lænø.

Organisationsprocenten af jægere i kredsen er desværre nede på 41 pct., hvilket kredsformanden beklagede. Kun ca. 11.000 af kredsens 27.240 jagttegnsløsere er organiserede i jægerforbundet.

De andre skal vi have fat i. Gratister og ”skuffemedlemmer” er en del af den målgruppe, pointerede Reidar.

Blåt Råd og Havsamarbejdet

EU's Biodiversitetsstrategi 2023 omhandler målsætninger om beskyttelse af 30 pct. af EU´s landareal og 30 pct. af EU's havareal, heraf med mindst 10 pct. strengt beskyttede områder. Kredsens syv kommuner samarbejder tæt om at løse problemer og udfordringer med fedtemøj, død havbund, dårlig vandkvalitet råstofindvinding, klapning m.m., og kredsen har udpeget Christian Johansen fra Aarhus Jægerråd til at varetage opgaven.

Grøn trepart

  • 140.000 hektar lavbundsjord skal tages ud af drift
  • 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.0000 hektar skal være urørt skov (heraf 80.000 hektar urørt skov på privat jord)

Trepartsaftalen kommer til at betyde markante ændringer i det danske landskab, og den forøgede biodiversitet og de mange nye levesteder for vildtet bør få smilene frem. Imidlertid er ejerskabsforholdene ikke helt afklarede, og da jagtretten følger ejendomsretten, er der blandt nogle jægere usikkerhed omkring, hvor de nye, store jordejere står i forhold til jagtmulighederne i de beskyttede områder.

Der skal arbejdes intenst i forhold til politikere og meningsdannere - ikke mindst i de følgegrupper, jægerne deltager i, for at sikre at det bliver muligt at udøve bæredygtig jagt i de beskyttede naturområder. MARS (Multifunktionel Areal Registrering System) bliver det værktøj, der bliver brugt i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø – og der er fart på, for allerede den 1. juli 2025 skal den lokale trepart have oprettet de første skitseprojekter.

Puljer

DJ-puljemidler i kredsen i 2024 forventes at være på ca. 150.000 kr. Ansøgningsfristen i 2025 er 22. april. Ansøgninger til kurser i DJ-regi bevilges dog løbende. Tilskudsprocenten afhænger af, hvad man som forening ansøger til.

Bekæmpelse af invasive arter

Reidar takkede for den kæmpe indsats, der udøves af mange af kredsens jægere i forhold til mårhundereguleringen. Flere aktive jægere har betydet en stigning i antal rapporterede, nedlagte mårhunde.

Food Festivalen 2024

Food Festivalen i begyndelsen af september er et gigantisk stykke arbejde, som synes at give mere og mere mening som reklamesøjle for jagten. Kredsens stand med jagthorn, små foredrag, forlægning af klovvildt og smagsprøver er et tilløbsstykke, som giver en fantastisk mulighed for, at jagten og jagtens udbytte (her kødet) pludselig også kan give mening for den ikke-jagende del af befolkningen. Samarbejdet med Karpenhøj fungerede fint og tilrettes efter hver årlig event. Ca. 50 hjælpere fra hele kredsen var involveret i de tre dage, og alt var planlagt ned i mindste detalje. Næste Food Festival bliver 5.-7. september 2025.

Aktiviteter

Reidar sluttede sin beretning af med at nævne nyjægerjagterne i både Randers og Hevring, skydebanen på Samsø (åbent arr.) og Horsens dyrskue som eksempler på, hvor kredsens flittige, frivillige/jægere møder familien Danmark – og han takkede alle for deres indsats!

Tilbagemeldinger fra koordinatorerne

På skift fik koordinatorerne ordet, hvor de fremlagde udbyttet af allerede afsluttede arrangementer og reklamerede for kommende. Pt mangler følgende koordinatorposter at blive besat: Hund, Strand- og havjagt og Uddannelse. Interesserede kan henvende sig til Reidar.

Kredsens regnskab

Kredsens kasserer fremlagde regnskabet for 2024, som næsten balancerede. Budgettet for 2025 er fastsat til 235.752 kr. heraf er 25.000 øremærket Food Festivalen.

HB's arbejde

Sædvanen tro blev der vist et PP-show, hvor både det lokale hovedbestyrelsesmedlem, Torben Schulz Jensen, og DJ-formand, Claus Lind Christensen, i forening viste, hvilke overordnede arbejdsopgaver jægerforbundet og hovedbestyrelsen (HB) tumler med. Torben Schulz Jensen præsenterede HB's seneste udkast til en "Ny struktur i Forbundet". Formanden lavede nedslag på landbrugets strukturforandring, ændrede ejerforhold i naturen, EU-lovgivning, kommunalvalg/folketingsvalg m.m. hvor han tegnede et billede af, at rammebetingelserne for jagten i Danmark hele tiden er under forvandling – og det går stærkere og stærkere.

Magasinet Jæger er også under pres på grund af papirspriser, porto og formindsket adgang til trykkerier, der kan trykke Jæger. Digitale platforme er allerede aktive og vil i fremtiden fylde mere og mere. Sideløbende er et tre-årigt udviklingsprojekt omkring forbundets hjemmeside forhåbentlig snart virkelighed.

Direktør Karen Friis brugte sin taletid til at redegøre for jægerforbundets økonomi, som er god trods uro og usikkerhed (også) på de finansielle markeder. Hun fortalte også om både ideen bag, økonomien bag og brugen af den nye værelsesfløj ved Jagtens Hus, som er blevet taget i brug i 2024.

Valg af kredsbestyrelsesmedlemmer

Alle kredsbestyrelsesmedlemmer er udpeget af Jægerrådene. Listen over dem blev godkendt.

Indkomne forslag

Der var indkommet to forslag (begge fra Horsens). Forslagene blev motiveret, diskuteret og sendt til videre behandling i kredsbestyrelsen.

Afslutningsvis kunne Reidar afslutte mødet (en halv time tidligere end planlagt) med tak for et godt møde med gode diskussioner, god mad og en fordragelig tone, trods enkelte stemmer, der – med bifald fra salen – mindede kredsbestyrelsen om at holde, hvad den tidligere har lovet omkring en bedre/tydeligere kommunikation fra kredsbestyrelsen til foreningerne.