Besøg DJ på Food Festival i Aarhus
Det handler om en "Mere vild hverdag," når ildsjæle fra DJ's kreds 3 sætter fokus på vildtkød på årets store Food Festival i Aarhus. Det sker i weekenden 5.-7. september - tre dage med gang i gryder, madhygge og nye smagsoplevelser for store og små. Kom og bak jægerne op!
Sanseindtrykkene, duften fra de spruttende pande med det lækre vildtkød, lydene fra bålet, der knitrer. Når det kommer til formidling af jagten og jægernes passion, er der ikke ret meget, der slår konceptet med forlægning og smagsprøver, kombineret med god formidling og fortællekunst. Og det er netop ingredienserne, når Danmarks Jægerforbunds kreds 3 slår et slag for vildtkødets mange anvendelsesformer på Danmarks største madfestival - Food Festival i Aarhus.
- I år stiller vi skarpt på temaet “Mere vild hverdag” – hvordan vildtkød og jagt kan inspirere til både bæredygtige måltider og nye madoplevelser. Det gør vi med blandt andet forlægning af et stykke vildt på vores stand, med bålmad, hornblæsning og masser af god formidling om jagt, fortæller Hannah Jerg, som står for kredsens kommunikationsindsats om Food Festival.
Food Festival er en årligt tilbagevendende begivenhed, og over tre dage fejrer 30.000 glade festivalgæster fællesskabet om det gode måltid på Tangkrogen i Aarhus. Over 250 dedikerede fødevarevirksomheder, producenter, madhåndværkere, foreninger og organisationer går sammen om at skabe et farverigt univers af smagsoplevelser.
Og hvad er mere naturligt i den forbindelse end vildtkødet? Og hvem andre en jægerne selv er de bedste repræsentanter - lige fra fortællinger fra jagten, forlægning, tilberedning og til de lækre, altid eftertragtede smagsprøver.
Det kan publikum opleve på jægerforbundets stand:
- Flåning og formidling: Live flåning af dyr på pladsen med fortælling af erfarne jægere og slagter Peter Thisgaard – et sjældent indblik i, hvordan naturens råvarer bliver til mad på bordet.
- Smagsprøver: Retter udviklet i samarbejde med Rune, ejer af Restaurant Hærværk, der bringer vildtkød ind i hverdagsretter. Vi bruger lokale råvarer, mange af dem fra andre producenter på festivalpladsen, så gæsterne får en helhedsoplevelse.
- Stemning og aktiviteter: Bålmad, hornblæsning og mulighed for at møde både erfarne og unge jægere til samtale om jagt, natur og madkultur.
Hvorfor er det aktuelt?
- Vildtkød er sundt, klimavenligt og måske Danmarks mest bæredygtige kød – men for mange stadig ukendt.
- Vi ser en ny bølge af unge, der søger mod jagten, hvor det nu for unge også handler om ansvar for maden, fællesskab og bæredygtighed.