Ændringer til våbenbekendtgørelsen udskudt
Planlagte ændringer til våben- og eksplosivbekendtgørelsen er udskudt, da Justitsministeriet fortsat behandler høringssvar. Det betyder, at de nuværende regler gælder lidt længere, og at nye bestemmelser tidligst kan træde i kraft efter årsskiftet.
De ændringer til våbenbekendtgørelsen, som var varslet til at træde i kraft den 1. oktober 2025, forventes ikke at træde i kraft på nuværende tidspunkt. Baggrunden er, at der under den offentlige høring er indkommet en række bemærkninger, som Justitsministeriet nu arbejder videre med at behandle. Ministeriet forventer derfor, at en revideret bekendtgørelse tidligst kan træde i kraft efter årsskiftet.
Eksplosivbekendtgørelsen og våbencirkulæret udskudt
Også eksplosivbekendtgørelsen og våbencirkulæret, der oprindeligt var planlagt til at træde i kraft den 15. juli 2025, forventes nu først at træde i kraft den 1. november 2025. Det var i forbindelse med en forespørgsel fra Danmarks Jægerforbund, at Justitsministeriet kunne meddele, at udskydelsen nu er en realitet.
- Læs også: Godt nyt til genladerne
Hvad betyder det for jægerne?
For eksplosivbekendtgørelsen betyder udskydelsen, at det fortsat ikke er muligt at:
- opbevare op til 5 kg røgsvagt krudt samt 10.000 fænghætter
- oplade i nye hylstre, medmindre man har en særskilt fremstillingstilladelse.
For våbenbekendtgørelsen betyder det, at:
- der stadig kræves særskilt våbentilladelse til natsigtemidler
- riffelinstruktører fortsat ikke kan overdrage tilladelsespligtigt våbentilbehør som fx lyddæmpere og natsigtemidler i undervisningssammenhæng.
Det er vigtigt at understrege, at ovenstående tidspunkter er ministeriets nuværende forventning. Først når bekendtgørelserne faktisk træder i kraft, kender vi det endelige udfald og de konkrete regler.
Respektfuldt samarbejde
Danmarks Jægerforbund har en løbende og konstruktiv dialog med Justitsministeriet om de kommende ændringer. Vi afventer nu de reviderede bekendtgørelser og vil løbende informere vores medlemmer, når der kommer nyt.