OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 16. marts 2023

Er du klar til jagtprøven? Test formen med den frivillige jagtprøve

Undervisningssæsonen for jagttegn er godt i gang, og inden længe skal en række kommende jægere igennem nåleøjet ved jagtprøven. Vil du øge din chance for at bestå, kan du teste nerver og evner ved den frivillige jagtprøve.

Tekst: Jes Mikkelsen

Er du en af de mange jagttegnsaspiranter, der står klar til at tage skridtet ind i jagtens verden? Så er den frivillige jagtprøve et rigtig godt første skridt, inden det går løs til knald eller fald-prøven. Et stort netværk af fantastiske frivillige i Danmarks Jægerforbund står klar til at hjælpe dig godt på vej.

En frivillig jagtprøve foregår fuldstændig som den obligatoriske jagtprøve med en skriftlig og en praktisk del, der både tester din jagtviden og våbenhåndtering. Alt sammen i et jagtprøverelevant miljø, der giver dig mulighed for at stifte bekendtskab med kravene til en bestået jagtprøve. På den måde får du både testet færdighederne og nerverne, inden det går løs til den obligatoriske jagtprøve.

Du kan se mere om, hvordan den frivillige jagtprøve kan hjælpe dig med et godt udgangspunkt, og hvordan den foregår i filmen herunder.