OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 20. marts 2023

Ny omgang it-bøvl for jægerne

Ikke nok med at politiets våbenregister giver urimeligt lange sagsbehandlingstider for jægerne, så er der nu opstået problemer med udstedelsen af nye jagttegn for jagtåret 2023/24. Danmarks Jægerforbund er opmærksom på problemerne, men afventer stadig en udmelding fra de relevante myndigheder.

Tekst: Morten Sinding-Jensen

Hvert år i marts måned skal jægerne have fornyet deres jagttegn, så det er gyldigt fra 1. april, hvor det nye jagtår – og i dette tilfælde 2023/24 – begynder. Det har dog ikke kun betydning i forhold til muligheden for at gå på jagt, det gyldige jagttegn er også en betingelse for at kunne besidde og anvende riflede jagtvåben og ammunition.

Opmærksomme jægere

- De danske jægere er meget opmærksomme på, at deres mulighed for at eje og anvende jagtvåben er tæt forbundet med et gyldigt jagttegn, hvorfor de naturligvis reagerer på, at Miljøstyrelsens og PAC’s våbenregister ikke fungerer efter hensigten, så alle jægere kan få udstedt et gyldigt jagttegn, som de plejer her i marts måned, siger formanden for jægerforbundets våbenudvalg, Marie-Louise Achton-Lyng og fortsætter:

- Jeg er mindst lige så irriteret over denne sag, som vores mange frustrerede medlemmer, der har henvendt sig i løbet af weekenden, efter at det i fredags kom frem, at Miljøstyrelsen ikke med sikkerhed kan nå at udstede og fremsende de fysiske jagttegn inden 1. april i år.

Stærkt kritisabelt

- Det er under al kritik, at it-systemerne til denne kritiske proces ikke fungerer optimalt og er med til at gøre jægerne nervøse for deres våbenbesiddelse, der jo som nævnt er afhængig af et gyldigt jagttegn, påpeger Marie-Louise Achton-Lyng og tilføjer:

- I skrivende stund har vi endnu ikke fået en klar melding fra myndighederne om, hvordan jægerne skal forholde sig til de aktuelle it-problemer. Vi arbejder hårdt på at få en officiel udmelding så hurtigt som muligt.


Denne historie opdateres …