OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 18. januar 2023

Liv og død i Ukraine

Med Krim-halvøen og det sydlige Ukraine som springbræt gjorde en styrke af frivillige russere i 1920 et forsøg på at rulle den kommunistiske revolution tilbage. Den danske tegner og jæger Christian Juel Madsen oplevede krigen på nærmeste hold.

Tekst: Hans Kristensen

En lun forårsdag i 1920 står Christian Juel Madsen i det flade steppeland, hvor Kherson-regionen i Ukraine støder op til Krim-halvøen. En lang dags intense kampe er ved at være slut, og danskeren beskriver øjeblikket med en kunstners sans for de maleriske detaljer:

”Skydningen er stilnet af, og en rytterpatrulje vover sig ud mod Perikop. Nu og da hører man et maskingevær, det lyder som boblen af vand. En enkelt kosak galopperer forbi os på volden, stående op i sin sadel. Når man ser sig tilbage, dukker kirken og landsbyen op i horisonten, den første halvt sønderskudt. Solen skinner blidt og kønt nu hen under aften på folk, kanoner og landskab og gør ingen forskel på denne dag og andre. Den belyser de russiske ansigter, der fortrækker sig, idet de kigger til vejrs mod solen og flyvemaskinerne, der flyver hjem, og skinner på blottede, hvide tænder. Som et brus af hav hører man sangen fra det hjemvendende rytteri”.

Madsen fortsætter med ordene: ”Her er vidunderligt smukt og hjemligt” og understreger, at han netop mener hjemligt. For både stedet og stemningen minder ham om det terræn på Fyn, hvor den nu 30-årige tegner som helt ung mand skød råvildt og fasaner sammen med skovfogeden. Målestokken er bare en anden. ”Det er større forhold her, de udstrakte stepper og det kraftige skyts står i samme forhold til min fremskredne alder og erfaring som jagtturene hjemme gjorde til mine drengeårs fordringer”, konstaterer han og ser sammenhængen:

”Gang på gang minder krigen mig om storslået jagt”.


Bliver den danske jæger klogere, efterhånden som kamphandlingerne tager til? Læs resten af Hans Kristensens historiske beretning fra Ukraine i januarudgaven af Jæger.