Offentliggjort den: 01. september 2022

Ingen buejagt på stort hjortevildt

Den 1. september går jagten på det store hjortevildt ind i nogle dele af landet. Men det bliver uden deltagelse af buejægerne.

Tekst: Max Steinar
Foto: Max Steinar

 

De sidste fire år har buejægerne kunnet jage det store hjortevildt i forbindelse med en prøveperiode, hvor buens effektivitet og dræbende evne skulle afprøves, men prøveperioden udløb med udgangen af august –  og dermed er der altså ingen jagt i denne sæson!

Nu skal Miljøstyrelsen vurdere på resultaterne fra prøveperioden, og altså afgøre, om tommelfingeren bliver vendt op eller ned for at en egentlig jagt på stort hjortevildt med bue bliver tilladt, og dermed bliver skrevet ind i lovbekendtgørelsen.

Hvornår den afgørelse foreligger, vides ikke. Og dermed heller ikke, om det kan blive med starten af næste jagtsæson.

-Men vi skal nok følge udviklingen tæt, og vi vil rapportere lige så snart der foreligger nyt, siger Jørgen Vester, formand for Buepolitisk Udvalg i Danmarks Jægerforbund.

Buejægerne må nu ”nøjes” med jagten på råvildt og andet vildt, og det kan der heldigvis være megen spænding og udbytte ved.