OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 30. juni 2022

Det gyldne Slip - Hjallerup edition

På en særdeles flot dag samledes 44 buejægere i Hjallerup til en dyst med bue og pil. Denne gang lidt særligt, da der deltog skytter fra både kreds 1 og kreds 3.

Tekst: Jørgen Haller
Foto: Bjarne Birkbak

I kreds 3 er man i gang med at lave Det Gyldne Slip efter samme model som i kreds 1. Desværre, så måtte de med kort varsel aflyse skydningen i juni. Bjarne Birkbak, som er buejagtkoordinator i kreds 3, tog dog fat i sine nordjyske kontakter og - vupti -  så blev skydningen i Hjallerup med deltagelse af både kreds 3 og kreds 1. Udover, at alle fik lejlighed til at skyde 3D, så gav det jo også mulighed for at høre et hav af nye jagthistorier. Og det var i grunden ikke så ringe.

Skydningen foregik på Hjallerup Jagtcenter på en aldeles dejlig bane. Når patruljerne sammensættes, så består de altid af skytter fra fire forskellige foreninger. Udover de nye jagthistorier, så giver det også mulighed for lære noget nyt og etablere nye bekendtskaber.

Efter inddeling i patruljer og en kort parole begav skytterne sig af sted til startposten. Banen bestod af 30 mål, hvoraf de otte var fra tårn. Ganske jagtligt relevant. Skydningen blev til sidst ret spændende, da et lokalt tordenvejr med voldsomme lyn og brag lagde sig lige over banen. Det var vist kun de mest hårdføre der kunne nyde den smukke himmel med de vandrette lyn.

Efter nogle timer skydning foregik turen tilbage til klubhuset i rask tempo, bortset fra os der stillede op i patruljen ”Med hund”. Vi måtte lige en tur omkring søen, så vores firbenene venner kunne få en kølende dukkert. Mens der blev badet hund og opgjort skydesedler fik alle lige mulighed for at stille både sult og tørst, med lidt mundgodt fra grillen og køleskabet.

Grenaa Buejægere havde på forhånd meldt ud, at de stillede med de ”syv dårligste skytter de har i klubben”. I så fald har de et ret højt bundniveau i Grenaa. De havde tre skytter i Top 5 i klassen ”Med hjul” med Gert Ladefoged øverst. Rikki Rasmussen (Sæby) og Anders Heitman (Thy-Mors) måtte i shoot off om andenpladsen. Den trak Rikke sig sejrrigt ud af.
I klassen ”uden hjul” løb Morten Skotte (Hjallerup) med en ret suveræn førsteplads foran Peter Juulsgaard (Hjallerup) og Matthias Knudsborg (Vendelbuerne).

Mens de dygtigste skytter fik en flot flaske vin med Det Gyldne Slip-etikette i guld, sølv eller bronze, så kunne alle glæde sig over et væld af lodtrækningspræmier. Lodtrækningen foregår på skydekortene og sikrer at vi alle er mulige vindere. Tak til vores sponsorer.
Efter skydningen var der bred enighed om at arbejde hårdt på at få det til at fungere i kreds 3 med fire årlige skydninger. Ja, der var sågar nordjyder der ville tage sydpå og deltage.

I kreds 1 skyder vi næste gang hos Vendelbuerne, og i kreds 3 er det ikke helt afgjort endnu, men vi håber det bliver i Randers.