Bladet Vildtinformation genopstår online
Tidligere fik jægerne bladet Vildtinformation med posten sammen med jagttegnet én gang om året. Det er for længst slut, men nu genopstår bladet i en digital udgave.
Bladet Vildtinformation blev førhen én gang om året udsendt i en fysisk udgave til samtlige danskere med et gyldigt jagttegn, og magasinet var således et vigtigt kommunikationsmiddel mellem myndighederne og jægerne. Men i 2015, efter 14 års udgivelser, var det definitivt forbi. Nu er bladet genopstået, om end digitalt.
- Det er med stor fornøjelse, at vi i Miljøstyrelsen kan præsentere de danske jægere og alle andre jagtinteresserede for denne publikation, som på én gang er ny og gammelkendt, skriver vicedirektør i Miljøstyrelsen, Anne-Marie Vægter Rasmussen i forordet til det nye online blad, som udkom på miljøstyrelsens hjemmeside i fredags.
Bladet skal ses som et supplement til kommunikationen via Miljøstyrelsens hjemmeside og nyhedsbrevet om jagt og vildforvaltning, som man kan abonnere på og få direkte i sin mailboks.