OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 22. januar 2021

Webinar: Natur- og vildtpleje på landbrugsarealer

Mandag den 1. februar 2021 kl. 19.00 har du mulighed for at blive klogere på natur- og vildtpleje i landbrugslandet. Deltag i webinaret hjemme fra stuen. Se også vores opdaterede folder på området.

Hvad må man, og hvordan gør man? Mange tror det er vanskeligt at lave natur- og vildtpleje på landbrugsarealer, og at reglerne for landbrugsstøtten gør det helt umuligt at skabe gode levesteder til vildtet, uden at landmanden mister penge. Men i virkeligheden er der, hvis du vil udføre natur- og vildtpleje på landbrugsarealer, ret gode muligheder for at bevare landbrugsstøtten på arealerne.

På webinaret den 1. februar får du indblik i hvad man må, når man udfører natur- og vildtpleje på arealer med landbrugsstøtte. Ligeledes får du inspiration til, hvor det er hensigtsmæssigt at placere sine tiltag, samt hvordan man kan udføre sine tiltag. Oplægsholder er Jakob Bergmann Nielsen, chefkonsulent, Natur- og vildtpleje samt Landbrug. Alle medlemmer af Danmarks Jægerforbund kan deltage, og det koster ikke noget.

Se vores opdaterede guide

Danmarks Jægerforbund har opdateret guiden for natur- og vildtpleje på landbrugsarealer. Guiden er frit tilgængelig for alle, og kan ses via slideren i bunden af siden.

Forvirrende regler og bureaukrati er ofte den største hindring for, at jægere og landbrugere kaster sig ud i natur- og vildtpleje på landbrugsarealer. Derfor har vi igen i år udarbejdet en opdateret version af ”Natur- og vildtpleje på landbrugsarealer”, som har til formål at guide dig gennem nogle af reglerne og beskrive mulighederne i Grundbetalingsordningen og diverse relevante tilskudsordninger.