Vilde, vidunderlige Brøndby
Naturarrangement i hovedstadsområdet kombinerede med succes forlægning af en kronspidshjort med virkeligheden i indre by og den københavnske vestegn.
Under overskriften Vilde, Vidunderlige Brøndby havde Naturskolen, Sejlerhuset og Middelalderlandsbyen i Brøndby afsat en uge i september til at borgerne kunne opleve, lære om og smage på naturen og historien i Brøndby Kommune. Én af aktiviteterne stod Sejlerhuset og Anders Larsen – der også er et kendt ansigt i Danmarks Jægerforbund – for.
Ved Naturskolen i Brøndbyskoven var der flåning og forlægning af en kronspidshjort på programmet, samtidig med at der blev fortalt om landets største hjorteart. Efter klargøringsarbejdet indgik hjorten i aftensmaden, hvor deltagerne – store som små – havde travlt med til at hakke salat, udskære kød og stege det over bålet.
- Til sidst stod vi med både kebab og shawarma, og bagefter blev der eksperimenteret med forskellige udskæringer og stegemetoder, der endte som små smagsprøver, fortæller Anders Larsen, der har kæmpet for, at Naturskolen skal have mere jagt, fiskeri og sankning på programmet:
- Det giver mulighed for at komme hele sanseorganet rundt. Når vi ser, føler, lytter, smager og dufter sker der noget i kroppen.
Selv om det var et naturarrangement var det samtidig også i København, og for at kombinere de to verdener købte Anders Larsen købte chili og kebabdressing hos Strøgets Sharwarma:
- Det gjorde det til både ”indre by” og Københavns vestegn, samtidig med, at vi trak naturen ind. Det var et rigtig fedt formidlingsarrangement, hvor folk var superengagerede og alle sanser kom i spil. Maden smagte vandvittig godt, og kødet var simpelthen så mørt, slutter Anders Larsen, der håber at Brøndby Kommune vil være med på lignende arrangementer i fremtiden.