OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. februar 2021

Peberspray igen forbudt

Det vil med næsten sikkerhed medføre tab af samtykke til jagttegnet, hvis en jæger tages med en ulovlig peberspray.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Siden 2019 har det været lovligt for enhver over 18 år at købe peberspray til selvforsvar i eget hjem. Men dags dato er det atter blevet forbudt at eje en peberspray. Justitsministeriet har nemlig evalueret legaliseringen og fundet, at den ikke har levet op til forventningerne. Alt for mange kriminelle har fået adgang til pebersprays, samtidig med at der stort set ikke har været anvendt pebersprays som selvforsvar.

På den baggrund har justitsministeren besluttet, at pebersprays fremover kun skal være tilladt for særligt udsatte med en tilladelse fra politiet.

Samtykke til jagttegn i fare

Har du anskaffet dig en peberspray før 1. februar 2021, skal du således enten ansøge om tilladelse til den eller aflevere den til politiet i perioden 1. februar - 31. marts 2021.

Herefter vil besiddelse af en peberspray være en overtrædelse af våbenloven. Derfor bør særligt jægere være særligt opmærksomme, idet en overtrædelse af våbenloven med næsten sikkerhed vil medføre tab af samtykke til jagttegnet.

Læs mere om forbuddet og om hvordan du kan skaffe dig af med din peberspray på Politiets hjemmeside.