OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 11. marts 2021

Møde med ulven

Det er ikke hver dag, man møder en ulv ude i den danske natur. Alex Sand Frich var heldig og nåede endda at fotografere en ulv med et bytte – en halv ræv, som fotografen dog ikke ved, om ulven selv har slået ihjel eller opsamlet som ådsel.

Tekst: Troels Romby Larsen
Foto: Alex Sand Frich

Alex Sand Frich er biolog ved Vejle kommune men har også i sin fritid en glødende interesse i alt, hvad der rører sig i naturen. Det er især fuglene, der har hans interesse, og han har igennem årenes løb fotograferet et utal af små og store fuglearter heraf mange, som de fleste danskere aldrig har set – endsige hørt om. Fuglebillederne deler han gavmildt ud af på sin blog – Friggens blog – som alle kan google sig frem til og besøge med stort udbytte.

Det er dog ikke bare fuglene, der har hans og hans kones interesse. På bloggen lagde han således den 7. marts en række fotos ud af en ulv fotograferet i Hovborg-reviret, som er et af de områder i Danmark, hvor forskerne har registreret, at en ulv har sit kæmpestore revir. Sammen med to andre ulveentusiaster startede de deres søgen eller rettere spotten efter ulven allerede fra solopgang om morgenen. Ret hurtigt fandt Alex i sit teleskop en bevægelse langt ude i terrænet, som han straks kunne identificere som en ulv.

Ulven forsvandt dog et stykke tid efter men dukkede så op et andet sted – længere væk. Også her forsvandt den af syne, hvorefter Alex sammen med sine to andre fotograferende venner begav sig i retning af, hvor de sidst havde set ulven. Undervejs blev de opmærksomme på kredsende ravne. Pludselig dukkede ulven op igen – og denne gang tydeligvis med et bytte i munden. Byttet viste sig at være en halv ræv, nærmere betegnet den bageste halvdel med den lange hale. Ulven gik først væk – siden lige imod de tre personer for derefter at dreje af og følge en skovvej på tværs af den vej, de stod på.

- Men lige da den krydsede vejen, stoppede den op og kikkede roligt på os i måske 15 sekunder, inden den luntede videre og ind i skoven, udtaler Alex.

Det lykkes her Alex at få nogle skarpe og gode fotos af det store rovdyr med resterne af det noget mindre rovdyr i gabet. I den efterfølgende halve times lykkes det at se og fotografere ulven flere gange.

- Og selvom vi stod helt synlige på en offentlig vej i området, tog den ikke megen notits af os; en enkelt gang gik den roligt forbi os i en afstand af blot 100 meter, fortæller Alex.

Alex er slet ikke i tvivl om, at den oplevelse vil stå printet i hans hukommelse i lang tid fremover, og han fortsætter:

- Ulvens tilbagekomst til Danmark efter 200 års fravær er i mine øjne den største og vigtigste begivenhed i dansk natur i min levetid, og det burde være noget, vi alle var både glade for og stolte af. Sådan er det desværre ikke, for i nogle kredse er der et udbredt had mod ulvens tilbagekomst, og andre steder er der stor frygt. Men var jeg på ulvens menukort, var jeg helt sikkert blevet ædt for længe siden, slutter Alex Sand Frich.