OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 03. maj 2021

Hvor mange bukke kan der skydes?

Optakt til bukkejagten: Hvordan skal råvildt afskydes? Når du forvalter råvildtet på dit terræn er der en række forholdsregler, du kan tage. Læs mere om, hvor meget af bestanden du kan skyde for at sikre en bæredygtig bestand og afskydning.

Tekst: Niels Søndergaard
Foto: Max Steinar

Vi er mange jægere, der hvert år venter utålmodigt på bukkejagtpremieren den 16. maj, og som nyder godt af bukkejagtens glæder i skov og mark. Men hvor mange bukke kan der egentligt nedlægges på et givent terræn? Erfaringsmæssigt giver netop dette spørgsmål stof til mange diskussioner i de kommende måneder.

Svaret er ikke entydigt og afhænger af flere forhold. Jægernes indberetning til vildtudbyttestatistikken kan give os et fingerpraj om, hvordan de foregående års afskydning har været.

Én buk pr. 86 ha i landsgennemsnit

Fraregnes byer, veje og anlæg, er der ca. 3.780.000 ha landbrugs-, skov- og naturarealer i Danmark. Vi nedlægger ca. 88.000 stykker råvildt. Landsgennemsnittet er dermed et stk. råvildt pr. 43 ha. Ca. halvdelen af det råvildt, vi nedlægger, er bukke, så det giver ca. en buk pr. 86 ha i landsgennemsnit. Spørgsmålet er så, om det er et ideal at stræbe efter?

Mange steder er de foregående års afskydning formentligt helt igennem bæredygtig, men når mere end 50 pct. af den årlige afskydning har været bukke, så giver det en skævvridning i bestanden. En skævvridning som betyder, at bestanden stiger eksplosivt, for derefter at bliver ramt af tæthedsafhængig dødelighed – 'råvildtsyge'.

Hvor meget kan du så skyde?

En bæredygtig afskydning af råvildt skal sikre en afgang fra bestanden, som fordeler sig ligeligt mellem kønnene og har hovedvægten på de helt unge dyr – primært lam. Hvor meget, du så kan skyde på dit terræn, er herefter betinget af dit terræns størrelse og ikke mindst biotoper. Gode råvildtbiotoper giver tættere bestande. Og så skal afskydningen stå mål med terrænet størrelse. Tænk på udbyttet som værende pr. areal. Hvis du på 5 ha skyder en buk årligt, betyder det så, du accepterer, at din nabo med 100 ha kan skyde 20 bukke årligt? Mindst en af disse jægere vil nok kunne beskrives som grisk.

Den bedste måde at sikre sig, at afskydningen står mål med terrænet, er at følge Danmarks Jægerforbunds anbefaling om, at der kan skydes én buk på det areal, hvor der siden nedlæggelse af sidste buk er skudt én rå og mindst et lam.

Målet skal være robuste og sunde dyr

Råvildtets trivsel på et terræn ses tydeligst på lammene. Råer i god kondition sætter to lam. Når bestandstætheden går ned, vil ikke alene produktionen af lam stige, men lammenes kondition vil også stige. Modsat vil faldene vægt ofte være et udtryk for, at der er for mange dyr i forhold til områdets bæreevne, og man bør skyde flere.

Hvilke(n) buk(ke) skal du skyde? Skyd den buk, du vil være glad for og stolt fortælle os andre om. Ønsker du at skyde en guldmedalje, så skal du nok forvente at lade en bronzemedaljebuk gå til næste år.

Knæk og bræk!