OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 22. februar 2021

DJ: En hån at sammenligne ulvedræbere med frihedskæmperne

At sammenligne ulvedræbere med Besættelsens frihedskæmpere fik i sidste uge DJ-formanden op i det røde felt – og derfra direkte til tasterne. Faunaforbrydelser hører ingen steder hjemme og skal straffes, understreger han igen.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Lokalformanden for for en sydjysk jagtforening ved Hovborg, der i øvrigt ikke er en del af Danmarks Jægerforbund, er i en artikel, bragt i avisen JydskeVestkysten, bl.a. citeret for at sammenligne ulvedræbere med frihedskæmperne under Besættelsen:

- Det blev sagt til mig, at det jo er ulovligt at skyde ulve. Ja, men det var også ulovligt at være frihedskæmper i de første år af krigen, men bagefter blev de rost, siger jagtforeningsformanden til JydskeVestkysten.

I artiklen (som kan læses her af avisens abonnenter) påstår den lokale jagtforeningsformand videre, at der i jægerkredse føres statistik over antallet af dræbte ulve, og at han i øvrigt mener at antallet er endnu højere end de ti ulve, som menes forsvundet på uforklarlig vis.

De stærkt ulvekritiske udtalelser hjælper ikke på jægernes omdømme i et land, hvor 97 procent af befolkningen er ikke-jægere, og hvor det reelt er det store flertal, der bestemmer, om de resterende tre procent skal have lov til at gå på jagt eller ej. Det er derfor, det er så afgørende at jægerne opretholder et højt niveau af etik og agtelse i befolkningens øjne. Lokalformandens kommentarer i JydskeVestkysten affødte da også en kontant reaktion fra Danmarks Jægerforbunds formand, Claus Lind Christensen. Det skete i form af et facebook-opslag, hvor han endnu en gang tog afstand fra bl.a. faunakriminalitet:

"Lad os lige slå fast igen: Alle kan mene hvad de vil, også om ulven. Men når jeg ser en artikel i Jyske Vestkysten, hvor en lokal jagtforeningsformand (foreningen han repræsentere er dog IKKE en del af Danmarks Jægerforbund), sidestiller det at skyde en ulv med at være frihedskæmper, så stiger mit blodtryk til uanede højder! Det er både ubeskriveligt forkasteligt, og en direkte hån mod nogle af de mennesker, vi danskere kan være mest stolte af. Ud over den groft upassende sammenligning med frihedskæmpere, så udtales der også i artiklen, at der i jægerkredse holdes statistik over, hvor mange ulve der nedlægges. Disse statistikker har jeg desværre ikke set, for dem kunne jeg godt tænke mig at dele med relevante myndigheder! Når en person tilkendegiver et så konkret kendskab til, at der er foregået faunaforbrydelser, så skal det naturligvis efterforskes af myndighederne - og det kan kun gå for langsomt! I øvrigt hvis der er nogen der er i tvivl om at Danmarks Jægerforbund tager afstand fra faunaforbrydelser, så gentager jeg det gerne igen - Faunaforbrydelser hører ingen steder hjemme og skal straffes," skrev Claus Lind Christensen i sit opslag, som siden er blevet delt vidt og bredt på nettet.