OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 13. november 2020

Stor opmærksomhed på blyfri riffelammo

Ønsket om at overgå til blyfri riffelammunition fylder meget i mediebillet i dag – ikke mindst på DR, hvor TV-Avisen Morgen har sendt live fra Østjysk Våbenhandel og interviewet miljøministeren. Det er en god fortælling, som stiller jægerne i et positivt lys.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Her til morgen, dagen derpå efter miljøministerens historiske udmelding vedr. udfasning af bly i riffelammunition, fylder historien massivt i det danske mediebillede. Der er nemlig tale om en positiv fortælling, som taler ind i en grøn dagsorden, og hvor jægerne høster vigtige points i befolkningens anseelse.

Således finder vi historien nævnt i stort set alle større dagblade, netmedier og tv-kanaler. På DR's morgensendeflade, TV-Avisen Morgen, var der bl.a. direkte interview med medejer af Østjysk Våbenhandel i Hedensted, Kenneth Pedersen, som har masser af blyfri ammunition på hylderne. I indslaget hilser Kenneth Pedersen initiativet velkommen og fremviser en række alternativer til bly, bl.a. Hornady og Barnes. Han forventer dog mange flere fabrikater på hylderne i takt med den stigende efterspørgsel.

I samme udsendelse interviewes miljøminister Lea Wermelin.

- Det er enormt positivt at vi i Danmark har et jægerforbund, som vil være med til at tage føretrøjen på og vise, at det her rent faktisk kan lade sig gøre, så vi også kan få resten af EU med, siger hun blandt andet i indslaget, hvor hun også kommenterer på udfasningsperioden og behovet for at sætte ind med tekniske undersøgelser, så alle kalibre kan overgå til blyfri alternativer uden dyreetiske risici.