OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 04. maj 2020

Søg tilskud til lokale initiativer vedr. børns udeliv

Kan din jagtforening hjælpe den lokale skole eller daginstitution med at sikre spændende og nærværende aktivitet og undervisning i det fri? Så er der lige nu midler at hente i Friluftsrådets akutpulje.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Friluftsrådet har ekstraordinært besluttet at afsætte en pulje på to millioner kroner til lokale samarbejdsinitiativer, som hjælper lærere og pædagoger med at iværksætte udendørs aktiviteter og læring for børnene i den ekstraordinære situation. Det skriver Friluftsrådet i en pressemeddelelse.

Mange jagtforeninger bugner allerede af mennesker, der lever og ånder for naturen, og som ville elske at påtage sig opgaven at formidle vidt og bredt om den. Ikke kun når det kommer til jagt, men omkring alle aspekter af livet i naturen. Derfor er dette da også en oplagt mulighed for jagtforeningerne for både at gøre sig positivt bemærket for det, de står for, og for at hjælpe lokale børn til spændende oplevelser i naturen.

En lang række positive gevinster

Friluftsrådet håber, at puljen kan hjælpe skoler, fritidsordninger og dagtilbud med at rykke aktiviteterne udendørs i samarbejde med lokale foreninger eller andre lokale aktører. Der er nemlig stort potentiale i at bruge friluftsliv og naturaktiviteter i undervisningen og i institutionernes hverdag, understreger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet:

- Aktiviteter i det fri mindsker risikoen for smittespredning, men der er også en lang række andre positive gevinster for børn og unge, for eksempel bedre læring, udvikling af sociale fællesskaber og bedre motorik. Vi håber derfor, at denne pulje kan være en hjælpende hånd for skoler, fritidsordninger og dagtilbud, så de kan skabe spændende og lærerige udendørs aktiviteter for børnene i denne særlige tid, siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.

Søg om tilskud fra 5.000 kr.

Lokale dagtilbud, skoler og fritidsordninger, der indgår samarbejde med f.eks. foreninger, kan søge om tilskud på mellem 5.000 og 50.000 kroner til initiativer, der kan gøre en forskel for børnenes udeliv her og nu. Det kan for eksempel være tilskud til udstyr, materialer eller faciliteter, som giver bedre mulighed for at rykke aktiviteter udendørs.

Her er det kun fantasien, der sætter grænserne, og det handler blot om at komme i gang med at etablere samarbejdsfladerne - og så om at søge midlerne. Ansøgningsfrist til akutpuljen er henholdsvis fredag den 15. maj 2020 inden midnat, og mandag den 1. juni 2020 inden midnat.

Læs mere om kriterierne og om hvordan I ansøger på Friluftsrådets hjemmeside.