OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 18. september 2020

Seks nye hundeførere i Schweiss-registret

Ud af et ansøgerfelt på 33 håbefulde hundeførere, slap i år seks mand igennem nåleøjet. De er nu gået i gang med det 2-årige uddannelsesforløb som legitimerede schweisshundeførere.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

De er jægerens ven i nøden, og deres anseelse i jægerkredse er indiskutabel. Schweisshundeførerne, som kommer når som helst behovet opstår, er af Naturstyrelsen særligt bemyndiget til at eftersøge og aflive vildt - også på anden mands grund - uden forudgående samtykke. Og det er noget, der forpligter.

Det danske Schweiss-register består af ca. 190 frivillige schweisshundeførere, som med deres specialtrænede hunde kan opspore påkørt og anskudt vildt, primært hjortevildt. De er delt op i 10 geografiske regioner, som koordineres af Schweiss-sekretariatet i Oksbøl. Det tredje ben i konstruktionen er det fem mand store Schweissudvalg, der har en rådgivende funktion overfor Naturstyrelsen, hvori Danmarks Jægerforbund bl.a. er repræsenteret.

Forleden kunne yderligere seks hundeførere tilslutte sig skaren af særligt udvalgte schweisshundeførere. Det skete efter et længere udskillelsesløb, som i år lagde ud med 33 håbefulde kandidater.

De seks hundeførere er:

  • Område 3: Jan Hjort Pedersen, Ikast, tlf.nr. 23256290
  • Område 4: René Toft, Jelling, tlf.nr. 40953373
  • Område 5: Johnny Wacherhausen, Sønderborg, tlf.nr. 20146901
  • Område 5: Søren Thrane Overgaard Hansen, Højer, tlf.nr. 61540620
  • Område 8: Kim Peter Staal, Dannemare, tlf.nr. 42206657
  • Område 10: Jesper Sommer Nielsen, Rønne, tlf.nr. 21244557


Den 15.-16. september blev der afholdt et to-dagskursus for de seks nye hundeførere, der dermed er påbegyndt deres 2-årige uddannelse som legitimerede schweisshundeførere.

Processen for udvælgelse

Som nævnt var det i 2020 33 hundeførere, der søgte om optagelse i Schweiss-registret. I den følgende proces blev kandidaterne vurderet ud fra forskellige kriterier, bl.a. ud fra, om der er behov for dem i lokalområdet, og om de - alene og i samspillet med deres hund - har det, der skal til for at blive en del af registret. Af de 33 ansøgere blev 14 indkaldt til kvalifikationstest, hvor både hund og fører blev vurderet. 13 ekvipager valgte at gå op til kvalifikationstest, og af disse blev de seks således tilbudt at starte på den to-årige uddannelsesperiode.

Schweiss-sekretariatet og Danmarks Jægerforbund ønsker de nye hundeførere velkommen i Registret. Knæk og bræk med de kommende eftersøgninger.