Opdateret kort over åbne skydebaner
Jægerforbundet har oprettet en side med et kort over godkendte skydebaner, som har genåbnet for indskydning af riffel. Kortet opdateres løbende. Skydebanerne kan vælge at tilbyde online tilmelding via DJ.
Skydebanerne er i disse dage så småt i gang med at genåbne, og det er selvfølgelig godt nyt for alle de jægere, som mangler at få indskudt deres riffel op imod bukkejagten. Men det kan være forvirrende og uoverskueligt at danne sig et overblik om, hvor den nærmeste skydebane befinder sig.
Derfor har jægerforbundet oprettet en side med et kort over godkendte skydebaner, der holder åbent for indskydning af riffel. Bemærk, at kortet opdateres løbende, efterhånden som vi modtager information om nye skydebaner, der åbner op for skytterne. Derfor er kortet ikke nødvendigvis komplet.
Har du kendskab til en genåbnet, godkendt skydebane, som ikke fremgår af kortet? Så kontakt administrativ konsulent Betina Olsen på mail bko@jaegerne.dk.
Online tilmelding til skydebanen
For at undgå kødannelse på skydebanerne tilbyder jægerforbundet jagtforeninger og skydebaner i DJ-regi mulighed for at gøre brug af tilmeldingssystemet Flexbillet. Her vil skytterne kunne booke deres tid og betale online. Man kan kun benytte systemet, hvis der foregår online betaling. Jagtforeningens / skydebanens pris tillægges et gebyr på 5 kr.+ moms til Flexbillet. Jægerforbundet tjener mao. ikke på denne service.
Ønsker din jagtforening / skydebane at gøre brug af tilmeldingssystemet Flexbillet, skal I downloade og udfylde dette skema. Send det derpå til Betina Olsen på mail bko@jaegerne.dk. Så vil hun sørge for at I bliver oprettet i systemet.
- Læs også artiklen: Ny fælles vejledning til skydebaner