OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 25. juni 2020

Naturkalender inviterer
dig ud i det fri

Nyt interaktivt kort på Vores Natur viser vej til masser af gode naturoplevelser i det danske sommerland. Tjek mulighederne i nærheden af dig via linket i artiklen her.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Vores Natur / Adam Grønne

Flere hundrede aktiviteter og ture venter i den danske natur i 2020, herunder i statens naturområder. I en ny naturkalender, kaldet Vores Natur, kan man søge efter arrangementer ud fra sted, dato, tema, afstand eller målgruppe, f.eks. aktiviteter der er egnet til børn. Det oplyser Naturstyrelsen.

Vores Natur er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet, De Naturhistoriske Museer og Danmarks Radio. Projektet inviterer alle danskere ud i naturen til masser af aktiviteter og ture, der skal give viden om naturen, lyst til at gå på opdagelse i den og passe på den.

- Naturen gemmer på uendeligt mange vilde og vidunderlige oplevelser, og det synes vi, at alle skal kende mulighederne for. Mange flere skal opleve glæden ved at tage madkurven på cyklen ud i nærmeste skov, ved at tage vandretur ud i det åbne land, krydse fjorden i kajak eller krybe i soveposen under stjernerne i bålets skær til lyden af skovhornuglens tuden, siger formanden for Friluftsrådet, Niels-Christian Levin Hansen i en pressemeddelelse.

Via et interaktivt kort kan du søge på naturoplevelser i nærheden af din bopæl. Når du søger på kortet kan du segmentere mellem tid, sted, deltagernes alder, målgruppe, vælge kategorier og temaer. Af temaer kan du bl.a. vælge imellem Vild mad, Nat i naturen, Oplev naturen, Vild natur hvor du bor, mv.

Og har du eller din jagtforening selv gode ideer til kalenderen, er det muligt selv at arrangere og oprette aktiviteter.

Læs mere om Vores Natur og besøg det interaktive kort