Hvordan nu med affald fra nedlagt vildt?
Jagtsæsonen er for manges jægeres vedkommende også lig med dejligt vildt, der skal hjem i kødgryderne og i fryseren. Men hvordan er det nu med affaldet?
Hvert år modtager jægerforbundet henvendelser fra jægere og borgere om fund af affald fra nedlagt vildt på steder, hvor affaldet ikke burde være. Det kan være i skovbunden eller i offentlige skraldespande.
Derfor kommer her en venlig påmindelse om, at uanvendelige dele af det nedlagte vildt, som skind, hoveder, fjerdragt mv. enten skal graves ned eller sendes med dagrenovationen. Har du ikke plads i din skraldespand, kan du hente ekstra sække på genbrugsstationen.
Undlad at efterlade affald fra nedlagt vildt på eksempelvis rastepladser eller ved andre offentlige skraldespande. Ofte kan det være et voldsomt syn for en ikke-jæger, hvor naturligt det end kan se ud for dig som jæger. Episoder med efterladt vildtaffald medfører ofte vrede henvendelser, uagtet at kødet f.eks. er blevet skåret af dyrene. Alle, der er involverede i en jagt, har et ansvar for at agere som ambassadører for jagten. Derfor har vi alle til opgave at sikre, at vores opførsel følger det jagtetiske regelsæt.
Kort sagt – i skraldespanden derhjemme med affaldet fra jagten.
Fortsat knæk og bræk derude.