OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 28. januar 2020

Falkoner-formand gæster DJ

DJ's søsterforening, Dansk Falkejagt Klub, fik ny formand i efteråret. Forleden gæstede Mona Lykke Jacobsen Kalø til en uformel snak om fremtidens samarbejde.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Privatfoto

Det var i afslappende omgivelser i Jagtens Hus, at DJ-formand Claus Lind Christensen bød sin kollega, falkonerernes formand, velkommen til en kop kaffe i pejsestuen. Mona Lykke Jacobsen har været formand for Dansk Falkejagt Klub (DFK) siden oktober 2019, og hun glæder sig til et godt og konstruktivt samarbejde med Danmarks Jægerforbund.

- Det er helt oplagt at vi hjælper hinanden der, hvor det giver mening. Vi har mange fælles interesser, og når vi f.eks. bliver udfordret af jagtmodstandere, er det vigtigt at vi kan stå sammen, siger Mona Lykke Jacobsen og henviser f.eks. til den skepsis, som falkejægerne har oplevet fra flere sider.

Forbudt i 1967, genindført i 2018

Falkejagt blev forbudt i 1967, og blev først atter tilladt i 2018, da daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen besluttet at genindføre falkejagten i Danmark. Som uddannet dyrlæge med speciel interesse for fugle, kan Mona Lykke Jacobsen uden videre sige god for det jagtetiske i denne alternative jagtform.

- Hvis jeg skal trække dyrlægekortet, så kan jeg fuldt ud stå inde for, at de fugle jeg har kendskab til igennem mit arbejde og DFK, har det godt. De er jo en slags atleter, og de præsterer kun, når de trives, forklarer hun.

Hun er iblandt de dyrlæger i Danmark, der ved allermest om fritidsfugle, og det var f.eks. hende, der sidste år reddede den blyforgiftede kongeørn fra Nordjylland. Ørnen blev fundet af en lokal jæger i et skovområde, hvorefter jægeren skyndte sig at indlevere ørnen til den dyreklinik, hvor Mona arbejder. I dag lever ørnen i bedste velgående, og blev for nogle uger siden spottet med en ung mage, oplyser hun.

Falkonererne er rigtige jægere

Det kræver både et jagttegn og en godkendt falkonerprøve, før at man må jage med rovfugle af falke- og høgefamilien. Så på den måde er det både sikkert og vist, at falkonererne vitterlig er rigtige jægere, og at en stærk relation til Danmarks Jægerforbund er såre naturlig. Og det er da også en pointe, som ligger DJ-formand Claus Lind Christensen på sinde:

- Vi er selvfølgelig interesserede i at samarbejde med alle jagtlige organisationer i Danmark, f.eks. både våbenhandlere, hundeklubber, mv. Så alt andet end et godt forhold til falkonererne ville være unaturligt, understreger han.

DFK's formål er at bevare falkejagt i Danmark, herunder jagt med hjemmehørende arter, samt at udbrede kendskabet til falkejagten i Danmark. Et andet af klubbens formål er at udveksle erfaringer og oplyse om videnskabeligt arbejde vedrørende rovfugle og rovfugleopdræt.

Læs mere om Dansk Falkejagt Klub.