Corona: bukkepral på DJ’s Facebook
Bukkepral i coronaens tid kræver nye løsninger. Danske jægere kan godt mødes og afholde fysisk bukkepral, men der er nogle forholdsregler, som skal overholdes. Dem kan du læse om her. Som et alternativ afholder jægerforbundet den 16. maj Danmarks største bukkepral på forbundets Facebook-side – du er inviteret.
Intet er som det plejer i denne tid. 16. maj er ingen undtagelse. Heldigvis er hverken jagten eller bukkene berørt af corona, men de hyggelige møder og traditioner efter jagten er. Politiet og sundhedsmyndighederne har udarbejdet nogle retningslinjer for, hvordan vi skal mødes og være sammen.
På jægerforbundets hjemmeside har vi nogle vejledninger i, hvordan de jagtlige aktiviteter skal afholdes, så de overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vejledningerne bliver løbende opdaterede. Du kan finde dem her.
Klubhusene er lukket land
Blandt vejledningerne findes også én om genåbning af DJ’s udendørs aktiviteter. Det er den, der skal overholdes, hvis der i regi af jagtforeninger under DJ skal afholdes bukkepral 16. maj.
Vejledningen gælder overordnet for udendørs arrangementer. Det er vigtigt at understrege, at det IKKE er tilladt at åbne op for klubhusene. Arrangementet skal afholdes i det fri, og deltagerne skal holde sig uden for klubhusene.
Det positive er selvfølgelig, at overholdes retningslinjerne, så kan der afholdes fysiske bukkepral, som vi plejer.
Danmarks største bukkepral
Coronakrisen har ændret vores måder at være sammen på. Mange af de fysiske møder er flyttet online. Det har sine ulemper, men det har også sine fordele. Én af fordelene er, at mange flere kan mødes på lange afstande og skæve tidspunkter. Det skal udnyttes.
Derfor opfordrer jægerforbundet til, at du deltager i Danmarks største online bukkepral på jægerforbundets Facebook-side.
Det kunne være fantastisk, hvis du har lyst til at dele et billede fra den 16. maj. Motivet bestemmer du. Det kan være alt fra kaffen, der brygger i det tidlige morgengry hjemme i køkkenet, det kan være solens stråler, der bryder igennem det saftgrønne tæppe i toppene af bøgeskovens kæmper, venner der mødes efter en spændende jagt og selvfølgelig det fine bytte. Du bestemmer.
Det eneste, vi opfordrer til, er skønhed. Tænk på, at billedet skal vise det smukke ved jagten. Facebook er en offentlig opslagstavle og et godt sted at vise omverdenen, hvorfor vi elsker naturen og jagten.
Knæk og bræk!