OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Årets foto 2019:
Lappedykker gav bonus

Vinderen af årets jagtfoto 2019 er for længst fundet. Dommerkomiteen var ikke i tvivl om, at fotoet af en toppet lappedykker efter en vellykket geddejagt skulle løbe af med titlen. Her får du et gensyn med vinderen af DJ's fotokonkurrence.

Tekst: Kim Lykke Jensen
Foto: Ole Bro

Manden bag det fremragende foto er aarhusianske Ole Bro, der nu kan se frem til at indløse konkurrencens hovedpræmie, som er et gavekort på 10.000 kr.

Vinderbilledet blev taget ved Egå Engsø. Fotografen havde observeret en lappedykkerfamilie, hvor hunnen passede unger tæt inde ved land, mens hannen fangede fisk ude på søen. Med mellemrum kom hannen ind og fodrede familien.

- Lappedykkeren er jo en sky fugl, så jeg kunne ikke bevæge mig direkte hen imod dem uden at skræmme dem væk. I stedet satte jeg mig ned ved bredden et stykke derfra og ventede. Efter et par timer drev ungerne og hunnen ind foran mig og kom helt tæt på – så længe jeg bare sad helt stille, accepterede de mig. Hannen kom flere gange og fodrede ungerne lige foran mig, den halvstore gedde på billedet blev slugt i én mundfuld af en af ungerne, fortæller Ole Bro og fortsætter: - Jeg fik hjertebanken, mens det stod på, og bagefter følte jeg mig ret høj. Jeg synes, det er en meget intens oplevelse, når det en gang imellem i et magisk øjeblik lykkes at komme ind i dyrenes eget rum – på den anden side af den grænse, hvor de normalt tolererer mennesker. Det er den slags oplevelser, som får mig til at blive ved med at fotografere, forklarer Ole Bro.

Den glade vinder har fotograferet i ca. fem år, og han tager især billeder af fugle og sommerfugle. Årets vinderfoto er taget med Nikon D7100 og Tamron 150-600 mm objektiv.

Du kan selv blive vinder af konkurrencen i 2020. Send dine bedste jagt- og naturfotos ind til konkurrencen om Månedens foto. De fotos, der bliver udvalgt som månedsvinder går videre til konkurrencens finale, der finder sted til december.

Læs mere om Månedens foto her.