OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 11. februar 2019

Vingeundersøgelsen i januar

Så er der nyt fra vingeundersøgelsen i januar. Der blev i alt indsendt 2.211 vinger. Vingerne blev modtaget fra 158 jægere som i gennemsnit indsendte 15,4 vinge.

Tekst: Thomas Kjær Christensen, Aarhus Universitet Kalø/DCE

Til og med januar har vi modtaget 9.565 vinger i jagtsæsonen 2018/19. Vi nærmer os derfor nu den skarpe grænse på 10.000, som vi tror vi runder her i løbet af februar. Da jagten på fuglevildt nu er lukket for denne sæson, gælder det om at finde de sidste vinger frem, som kan have gemt sig i fryseren. I sidste sæson fik vi 2.571 vinger ind i løbet af februar, og hvis det bare er nogenlunde det samme i år, slår vi også sidste års samlede total, som var på 10.556 vinger i alt.

Alle de vinger vi modtager i februar indgår som normalt i den årlige lodtrækning om et gavekort på kr. 1.000,- til Korsholm, sponseret af DJ, og om tre dages duejagt i England, sponseret af Buhls Jagtrejser. I år har vi desværre kun modtaget vinger fra 345 jægere indtil videre, hvilket er det laveste antal siden 1998. For de jægere der har indsendt vinger kan man selvfølgelig sige, at chancen for at blive udtrukket som vinder aldrig har været større.

Som altid gives der ét lod for 1 til 10 indsendte vinger, 2 lod for 11-20 indsendte vinger osv., men som tidligere skrevet, fordobler vi antallet af lodder for vinger indsendt i september måned. – For igen at få flere vinger ind i september, gentager vi dette i den næste sæson. Vi fordobler også antallet af lodder for vinger af grågæs som indsendes i august 2019, da vi har behov for mange flere vinger fra denne måned, end vi modtog i denne sæson.

For januar 2019 modtog vi i alt 2.211 vinger fra fugle nedlagt af 158 jægere på 253 lokaliteter. Der blev i gennemsnit indsendt 15,4 vinge per jæger, varierende fra 1 vinge til 147 vinger. Blandt de 158 jægere blev to udtrukket som månedens vindere af en jagtkniv sponseret af DJ. De heldige blev Leif Thykjær, Nørre-Snede og Jan Korsgaard, Hurup Thy. De ønskes til lykke.

 

Månedsfordeling af vinger

Månedsfordeling af vinger

I figuren ses det, at vi har modtaget mange vinger fra krikand, ederfugl, dobbeltbekkasin og bramgås i januar måned. I forhold til sidste sæson er vi dog samlet noget bagud med de fleste dykænder og gæs, mens de mange krikænder udligner de lidt lave tal for bl.a. spidsand, knarand og pibeand. På trods af dette er det dog samlet en god sæson for vingerne, og vi ser frem til at afrapportere årets resultater på hjemmesiden fauna.au.dk senere på foråret. Mangler man et par vingekuverter til de sidste vinger, eller vil have nogle kuverter klar til den næste sæson, så send navn og adresse til vinger@bios.au.dk eller ring på telefon 87150000. Vi svarer også gerne på alle typer af spørgsmål, som man måske ikke lige kan få afklaret på vingeundersøgelsens hjemmeside.

Med et stort tak for bidragene igennem sæsonen 2018/19