OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. april 2019

Testvåben: Steel Action!

Det er ikke det mest mundrette navn til en riffel, men ikke desto mindre meget rammende. Det eneste, der ikke er af stål i denne riffel, er aftrækkerbøjlen, som er af aluminium, og patronpladen i magasinet, som er af polymer.

Foto: Thomas Ustrup

Rettrækker-rifler er egentlig ikke nogen ny opfindelse. Dem har man kendt til i mere end 100 år. Men i jægerkredse var det nu nok Blaser, der med sin R93 (fra 1993) gjorde straight pulls almen kendte. I dag er der flere aktører på scenen. Merkel, Strasser, Browning og finske Lynx rifles, for blot at nævne nogle.

Nu er der kommet en ny dreng i klassen: tyske Steel Action.

Thomas Ustrup tilbragte nogle fornøjelige timer sammen med denne riffel en eftermiddag i november på hjortebanen i Ulfborg. Som for så meget andet her i livet er førstehåndsindtrykket vigtigt. For det har det med at hænge ved længe. Han havde en god mavefornemmelse, da han første gang fattede riflen. En fornemmelse af, at den kunne han sådan set nemt gå hen og blive gode venner med!

Det udtagelige femskuds-magasin, der kan lades fra toppen, er helt flush med skæftet og rager ikke irriterende nedenud foran aftrækkerbøjlen – klart et plus i Thomas Ustrups bog. Den rette kolbekam, hvis linje flugtede stort set parallelt med løbets linje – endnu et flueben kunne sættes.

Alt i alt emmede Steel Action af at være lavet til jægere, der skal bruge et gedigent stykke værktøj til jagt.


Læs hele Thomas Ustrups artikel i marts-udgaven af magasinet Jæger på medlemsnettet. Som medlem af Danmarks Jægerforbund modtager du hver måned Jæger, direkte i din postkasse, samt har mulighed for at læse magasinet online. Bliv medlem - klik her!