OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 30. oktober 2019

Spørgeskema på vej ud til jægerne

I løbet af disse dage får 167.000 jægere en mail i e-boks fra Miljøstyrelsen. Her udspørges jægerne om deres ønsker til uddannelse og formidling som input til et kommende udbud.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Målrettet information om sikkerhed ved jagtudøvelse, love og regler, videreuddannelse, aktiv vildtforvaltning mv. er i fokus, når Miljøstyrelsen evaluerer formidling og uddannelse til de danske jægere.

- Vi synes, det er oplagt at spørge jægerne selv om deres ønsker til uddannelse og information, siger funktionsleder ved Miljøstyrelsen, Jens Østergård.

Det skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.

Jens Østergaard er klar over at jægerne ikke udgør en homogen gruppe men snarere har en lang række forskeligartede behov. Derfor håber Styrelsen da også, at resultatet af undersøgelsen kan bidrage til målrettet at ramme den enkelte jægers behov for information og uddannelse.

Med afsæt i spørgeskemaundersøgelsen, som i disse dag er på vej ud via e-boks til 167.000 danske jægere, er det styrelsens håb, at både information og tilbud om uddannelse til jægerne bedre kan målrettes de meget forskellige behov, som jægerne måtte have. Undersøgelsen er anonym og kan besvares frem til den 17. november.

Det er Danmarks Jægerforbund, der i øjeblikket varetager en meget væsentlig del af formidlingen og de uddannelsesaktiviteter, der tilbydes jægerne. Et samarbejde som Miljøstyrelsen har været tilfreds med, men som nu skal i offentligt udbud.


Kilde: Miljøstyrelsen