OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 20. maj 2019

Spændende jægerdage på Naturmødet

Under temaet ”Fra snak til handling” løber Naturmødet i år af stablen fra 23.-25. maj i Hirtshals. Som de foregående år er jægerforbundet rigt repræsenteret med både egen stand og i debatter.

Tekst: Morten Sinding-Jensen
Foto: Naturmødet 2018, PR-foto

I skrivende stund lægges der hånd på de allersidste forberedelser til årets Naturmøde. Jægerforbundet er som de tre foregående år klar til i debatter, events og i eget teltet at vise de besøgende jægernes spændende verden.

Det gør vi ved at vise, hvordan jagten bidrager til både naturforvaltningen og naturforståelsen og dermed stadig spiller en vigtig rolle i det danske samfund. Og det gør vi f.eks. ved at supplere den åndelige føde med kulinariske lækkerier af vildsvin og kronvildt, når der er smagsprøver fra grillen. Sidst men ikke mindst er der politiske holdninger, stærke naturoplevelser, ægte glæde og fællesskabsfølelse på dagsordenen, når vi inviterer inden for på standen til aktuelle debatter eller en snak om jagt, vildt og natur.

Stærkt samarbejde med kreds 1

Repræsentanter fra jægerforbundets kreds 1 er som vanligt trukket i arbejdstøjet og hjælper med gennemførelsen af dette store setup. Kreds 1 har ansvaret for den 54 m2 store stand med tilhørende grillplads, som de bemander alle dage, ligesom de bidrager med spændende aktiviteter målrettet både børn og voksne.

Standen skal både danne rammen om aktuelle natur- og jagtpolitiske debatter og afviklingen af forskellige aktiviteter for både børn og voksne i perioden fra torsdag den 23. kl. 14 til lørdag den 25. kl. 16. Som oplæg til en faglig debat om det trængte markvildt vil teltet bl.a. blive prydet af mange meter vildtstriber, som kreds 1 også har sørger for.

Stort program

Ud over alle aktiviteterne i og omkring eget telt deltager jægerforbundet i flere forskellige debatter og events på både hovedscenerne og hos andre udstillere, lige som lokale jagthornsblæsere skal være med til på festlig vis at markere åbningen af Naturmødet om torsdagen. Nedenfor følger et udførligt program over alle aktiviteter, som jægerforbundet deltager i.

  • Torsdag:
    13.55-14.00: Jagthornsblæsere samler publikum ved Thunderdome til åbningen.

    15.00-16.00: Debat hos DCE: Under titlen ’Noahs Ark’ skal der diskuteres rewilding. DJ er repræsenteret ved jagtfaglig chef Niels Søndergaard.

    16.00-16.45: Debat i DJ-telt: ’L&F: Vildsvin har en plads i den danske natur’. Formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Erik Larsen vil i en samtale med formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, fortælle om den overraskende udmelding.

    16.00-17.00: ’Jægerne hylder vildsvinet - på grillen’. Gratis smagsprøver til alle.

    19.15-21.00: Learn-scenen: ’Skolestue for organisationer’. En række grønne organisationer kommer tilbage på skolebænken med Hans Henrik Bruun som underviser. Jagtfaglig chef Niels Søndergaard repræsenterer jægerforbundet.

  • Fredag
    9.00-12.00: ’Jagt er for børn - yes sir!’ DJ byder børnene inden for i jagtens verden med konkurrencer og røretønder.

    11.00-12.00: Event på Family-scenen. ’Kom og bliv naturklog mini-jæger’. Vær med til at undersøge dyr, smag på vildtkød og vær kreativ i vores naturværksted. Det bliver VILDT fedt! Sammen med naturformidlere fra Bliv NaturligVis kan du blive jagt- og naturklog i børnehøjde.

    12.00-12.45: Debat i DJ-telt: ’Fødekæderne skal tilbage i landbrugslandet’. Derfor har Danmarks Jægerforbund og Landbrug & Fødevarer arbejdet sammen om en målsætning for fungerende fødekæder i det opdyrkede land. DJ-formand Claus Lind Christensen tager snakken med Landbrug & Fødevarers nye næstformand, Thor Gunnar Kofoed.

    15.00-16.00: ’Jægerne hylder krondyret - på grillen’. Gratis smagsprøver til alle!

    15.00-15.45: Debat i DJ-telt: ’Skal landbrugsstøtten indeholde krav til biodiversitet?’ En debat mellem L&F, DOF, DN og DJ skal undersøge, om der kan findes fælles forståelse for, at biodiversiteten bør indgå som et krav i landbrugsstøtteordningerne, før den fulde støtte kan udbetales. DJ-formand Claus Lind Christensen deltager i debatten.

    16.00-16.30: Debat i Friluftsrådets telt: ’Ungdommen og friluftslivet’. Magnus Møller Rasmussen, De Unge Naturformidlere, repræsenterer DJ.

    17.00-17.45: Debat i bålsalon, Green Square, om projekters efterliv når bevillingerne løber ud. DJ er repræsenteret ved jagtfaglig chef Niels Søndergaard.

    17.00-18.00: På LandboNords stand vil Naturrådet i Vendsyssel præsentere et samarbejde mellem Landbonord, DOF og Danmarks Jægerforbund. Arbejdsgruppen samarbejder om et pilotprojekt, der skal skabe mere og bedre natur på landbrugsejendomme. Med til projektet hører en optælling af fugle, vildt og insekter for derved at kunne følge, om de tiltag, der bliver udført, rent faktisk bliver til mere biodiversitet. På Naturmødet vil man gerne i kontakt med fagfolk, som har mulighed for at hjælpe med denne optælling af især insekter. Jakob Bergmann Nielsen repræsenterer jægerforbundet i dette arrangement.

    18.00-18.45: Debat i Thunderdome: ’Nar vi hegner naturen inde – hegner vi så os selv ude?’ Formålet med debatten er at sætte fokus på de fysiske og mentale begrænsninger, store hegn medfører i forhold til en varieret brug af naturen. Debatten ønsker at belyse potentielle konflikter og finde mulige løsninger. DJ-formand Claus Lind Christensen deltager i debatten.

  • Lørdag
    9.00-16.00: ’Lav dit eget smykke eller nøglering af horn’ i DJ-teltet.

    10.00-11.00: ’Tegn et sejt dyrespor’. Hvordan ser rådyrets, fasanens og rævens fødder egentlig ud? Kom og undersøg, se og rør ben fra forskellige danske dyr. Du kan lave din helt egen seje træmedalje, hvor du selv kan tegne flotte dyrespor med tusch. Kom og bliv naturklog på dyrespor sammen med naturformidlere fra Bliv NaturligVis.

    11.00-11.45: Debat i DJ-telt: ’Farvel plastik – danske jægere går foran’. Kom og hør, hvordan Danmarks Jægerforbund og Danmarks Våbenhandlerforening fik overbevist ikke bare jægere og våbenhandlere, men også regeringen om, at det er tid til at sige farvel til en forældet patron. DJ er repræsenteret ved Marie-Louise Achton-Lyng, formand for våbenudvalget.

    11.15-12.00: Ved Friluftsrådets telt forlægger De Unge Naturformidlere en nyskudt råbuk.

Få en god oplevelse

Vel mødt til nogle spændende dage i Hirtshals med aktuelle naturpolitiske debatter, hvor vi naturligvis også håber, at du kigger inden for i jægerforbundets telt til en snak om, hvad der optager dig af store og små ting i jagtens verden. Vi giver kaffen. Kommer du?


Læs mere på Naturmødets hjemmeside - klik her!