OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 27. september 2019

Seks nye schweisshundeførere
er klar til tjeneste

Den 25.-26. september 2019 afholdt Naturstyrelsen i samarbejde med Danmarks Jægerforbund kursus for de seks nye hundeførere, som klarede sig igennem årets optagelsesproces.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

I går kunne yderligere seks dygtige hundeførere slutte sig til det danske Schweiss-register, som pt. består af cirka 190 frivillige hundeførere på landsplan. Hundeførerne er højt skattet blandt danske jægere for deres indsats ved mistanke om anskudt vildt.

Det skete efter et to dage langt kursus, afholdt af Naturstyrelsen i samarbejde med Danmarks Jægerforbund, hvor hundeførerne fik en indføring i det praktiske arbejde i Schweiss-registret. De blev undervist i lovgivningen omkring Schweiss-registret, anskydningstyperne og deres håndtering, udfordringer ved løsning af eftersøgninger i tilknytning til trafikken og meget andet. Derudover indbefatter kurset også praktiske øvelser i skoven med og uden hund.

Kurset er startskuddet på to års uddannelse som legitimeret schweisshundefører. Hvert år afholdes der optagelsesprøver for kommende hundeførere, men kravene er høje og kun de færreste kommer igennem nåleøjet. I 2019 var der således 33 ansøgere, som altså efterhånden blev barberet ned til seks.

De seks nye hundeførere

  • Område 1: Tobias Lygtved Jensen, Pandrup, tlf.nr. 28430273
  • Område 2: Henriette Vincents, Bjerringbro, tlf.nr. 20494046
  • Område 2: Jesper Bentsen, Randers NV, tlf.nr. 25383035
  • Område 2: Rasmus Rousing Andersen, Mariager, tlf.nr. 40814566
  • Område 4: Jens Kurup, Egå, tlf.nr. 20911962
  • Område 5: Jørn Ruben Bøgen, Gram, tlf.nr. 21421551

Lidt om Schweiss-registeret

Schweiss-registret udspringer af jagtlovgivningen, og hører derfor til i Miljøstyrelsen, der er statslig myndighed for jagt- og vildtforvaltning. Det er således Miljøstyrelsen, der er ansvarlig for Schweiss-registret og stiller økonomiske ressourcer til rådighed for Schweiss-registret. Naturstyrelsen varetager, efter aftale med Miljøstyrelsen, opgaven med Schweiss-registret.

Registret består af ca. 190 frivillige schweisshundeførere, der med deres specialtrænede hunde kan opspore påkørt og anskudt vildt (primært hjortevildt). Alle Schweiss-registrets hundeførere er legitimerede af Naturstyrelsen til at løse denne opgave, og de har bl.a. lov til at eftersøge og aflive anskudt eller påkørt vildt på privat grund, uden foregående tilladelse fra ejeren.

Læs mere om Schweiss-registrets historie.