Mindeord:
En dag hos John Olsen

"Jagt kan også være stilhed. At sidde eller stå og falde i staver, miste sig selv, bare være til, lade tingene komme til sig, opleve og lytte til alle lydene i stilheden." Citat af John Olsen.

Jeg ville gerne skrive om Erik Sigurd Hansen, blandt jægere kaldet ”Dyrlægen”, der døde den 24. august 2009, mens han var til skydning på Lejre Langbuelaugs bane på Lindholm Gods. I den anledning spurgte jeg Karl Holten-Andersen, om han kendte noget til ”Dyrlægen”. Det gjorde han, og desuden foreslog han, at vi kontaktede John Olsen, der var en nær bekendt med ”Dyrlægen”.

Karl var en god ven af John Olsen, og han havde ofte været på jagt sammen med ham, blandt andet på Vejlerne og i Jægerspris Skov. Han fik arrangeret et besøg hos ham på Fyn.

Den dag, "Dyrlægen" døde

Vi blev overstrømmende modtaget af en veloplagt John Olsen. Han klagede dog over, at han havde besvær med det ene knæ. Derfor kunne han ikke deltage i den jagt på fasaner, som han havde planlagt. Men Karl og jeg kunne gå en tur i området, så ville han imedens tilberede den lammekølle, han havde udset til middagen.

Inden vi gik, fik jeg John til at fortælle om ”Dyrlægen”:

"Erik og jeg drev meget pramjagt på Roskilde Fjord i vore unge dage. Han var en af de fineste og mest retlinede jægere, jeg har kendt, og jeg har lært meget af ham. Til gengæld var det mig, der inspirerede ham til at lave lokkefugle."

Efter at John Olsen flyttede til Fyn, gav han sig ikke meget af med strandjagt, men han havde en pram liggende i nærheden af sit fynske hjem, og den sad han i, da han fik at vide, at ”Dyrlægen” var død.

"Vi har drevet mange andre jagtformer, men det var især pramjagten, der havde knyttet os sammen. Det er pudsigt, at jeg netop skulle sidde på andetræk i min pram den dag, Erik døde. Jeg blev siddende længe i min pram. Følte savnet af en god jagtkammerat og mindedes de mange jagter, vi havde oplevet sammen. Jeg så for mig Erik falde om på skydebanen og tænkte, at sådan ville jeg gerne dø engang. Det var en smuk død – en jægers død – i skuddet."

På ryggen i skovbunden

Efter Johns anvisninger travede Karl og jeg rundt i et par timer, dog uden at komme på skudhold. Så så vi John stå og vente i udkanten af en lille granskov. Han havde gevær i den ene hånd og en stok i den anden, og han sagde, at i den skov var der altid fasaner. Han instruerede Karl i, hvordan han skulle afsøge skoven. John og jeg placerede os nær hinanden på den smalle skovsti, og snart råbte Karl: ”Hane”. Under stor larm dukkede fasanen ud i lysningen mellem John og mig, vi skød samtidig, og hanen faldt dødskudt ned i krattet.

Jeg ville udveksle en hilsen med John over i det mindste ét vellykket skud, men han lå helt stille på ryggen i skovbunden med lukkede øjne. Forskrækket gik jeg hen til ham, så åbnede han øjnene og spurgte:

- Fik vi den, og med et bredt smil sagde han: - Sådan vil jeg gerne dø engang – lige i knaldet.

Edderfuglens kys

Inden vi satte os til bordet med lammekøllen fra Johns egen avl, viste han rundt i en del af de overdådige samlinger af alt fra naturen, der fyldte op i alle rummene, både i stuehuset og udlængerne. I det sidste rum befandt der sig kun én ting, og det fremgik tydeligt af Johns voksende iver, at det var en meget dyrebar ting. Midt i rummet stod en stor gipsfigur af en edderfugl, og John gik direkte hen og gav edderfuglen et kys, og med øjne strålende af glæde sagde han:

- Den er færdig.

Senere forklarede Karl, hvorfor John var så åbenlyst lykkelig for sin store edderfugl. Han havde kæmpet i 10 år med at få et tilfredsstillende resultat, så det var en stor lettelse at det var lykkedes.

Det endelige resultat, bronzeudgaven af John Olsens edderfugl, har siden 2013 prydet opkørslen til Johannes Larsen Museet i Kerteminde.