Den 15. februar blev en havørn fundet død ved Saksfjed-Hyllekrog på Lolland. DTU har undersøgt ørnen og har konkluderet, at den formentlig er død som følge af skud. Miljøstyrelsen har meldt sagen til politiet.
Miljøstyrelsen har i dag skrevet følgende på deres hjemmeside:
DTU har undersøgt den dødfundne ørn, som blev fundet for snart en måned siden, og de har konkluderet, at den efter overvejende sandsynlighed er død som følge af skud. I det foreløbige laboratoriesvar står der bl.a.
- Pga. mistanke om at fuglen kunne være blevet skudt, blev den røntgenfotograferet, og undersøgelsen påviste 2 hagl i fuglen. Det ene hagl blev desuden fundet i fuglens venstre lunge ved obduktionen, ligesom der blev fundet friske blødninger i brystmuskulaturen og i bughulen. Det er overvejende sandsynligt, at fuglen er død som følge af skud.
Miljøstyrelsen har desuden anmeldt hændelsen til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Læs Miljøstyrelsens pressemeddelelse - klik her!
Formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen tager stærkt afstand til ugerningen:
- Havørnen er én af vores prægtigste rovfugle i Danmark, som heldigvis er vendt tilbage til den danske natur efter at være udryddet. Den hører til i Danmark, og de mennesker, som så heldige at beskue den i naturen, får sig en stor naturoplevelse. Derfor bliver jeg også vred og trist, når nogle mennesker mener i deres gode ret til at blæse på al moral og lovgivning og skyde på totalt fredede dyr. Det er helt og aldeles uacceptabelt, siger Claus Lind Christensen.
Jægerformanden opfordrer alle, som kan hjælpe med opklaringen, til at kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.