DJ på Food Festival: Vildtet tiltrak madglade besøgende
Jagt og madlavning er tæt forbundne. Det fandt frivillige fra Aarhus Jægerråd ud af, da de deltog på Food Festival i Aarhus den første weekend i september, som appetitvækker til DM i Vildtmad på Det Grønne Museum 3. november.
Den første weekend i september var jægere fra Aarhus Jægerråd at finde på Tangkrogen i Aarhus, som en del af Nordens største madfestival: Food Festival 2019. Formålet med besøget var at vise, hvordan vildt kan være meget mere end hele dyrekøller, der har fået for længe i ovnen og at skabe opmærksomhed om DM i Vildtmad som skal foregå på det Grønne Museum på Djursland 3. november, og hvor vildtmad i alle afskygninger trylles frem.
Dagen startede med, at jægerne flåede og forlagde et helt krondyr, mens de fortalte interesserede publikummer om dyrets anatomi, levemåde og krydrede det hele med spændende jagtfortællinger. Efter forlægningen blev der sat gang i at snitte, hakke og lave dyret til smagsprøver, som de forbipasserende kunne sætte tænderne i. Og inden længe, var der en lind strøm af foodies, som kunne smage krondyr tilberedt på forskellige måder.
Orientalsk inspireret lever og tatar af hjerte
Udover jægernes stand gik hovedbestyrelsesmedlem Torben Schulz Jensen i køkkenet med Det Grønne Museums huskok, Rasmus Bundgaard. Sammen lavede de både en klassisk, rørt tatar af krondyrhjerte og orientalsk inspireret hjertekebab, ligesom Rasmus havde forberedt en omgang braiseret krondyr.
Alt sammen noget som de forbipasserende smagte på med stor glade og overraskelse fra de, som ikke er vant til at spise indvolde.
Food Festival var bare en forsmag. 3. november går det løs med DM i Vildtmad, hvor både hverdagens vildt dyster om Årets Vildtproduktpris og de særlige retter når nye højder, når Danmarks bedste kokke over bål og grill dyster om at vinde Årets Vildtret.