OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 12. marts 2019

Flere unge i vestjyske jagtforeninger

Der er fremgang at spore i de to jagtforeninger i Holstebro, og rigtig mange af de nye medlemmer er under 30 år.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

I Danmark ligger gennemsnitsalderen på nye jægere omkring de 35 år, og rigtig mange af de erfarne jægere er ved at være oppe i årene. Derfor er det da også afgørende for landets mange jagtforeninger at skaffe nye, unge medlemmer. Ikke blot sikrer det "nye blod" foreningernes fundament, men det skaber også fornyelse og gør det lettere for andre unge at udleve drømmen om jægerlivet.

Fornyelse af forening

At knække kurven og sikre, at flere unge bliver jægere, har længe været en udfordring mange steder, men en god historie fra Holstebro synes at vise vejen. Således kan Dagbladet Holstebro i denne uge fortælle om fremgang blandt unde medlemmer i byens to jagtforeninger.

Mens Holstebro Jagtforening er gået frem med 21 medlemmer under 30 år inden for det seneste år, har Holstebro Strandjagtforening oplevet et boom på cirka 100 nye medlemmer over de seneste tre år.

Heraf er mange under 30 år.

Bestyrelsesformand i strandjagtforeningen Kim Jensen vurderer, at hvor det for fem år siden var hver femte eller sjette medlem, der var under 30 år, er det nu hver tredje eller fjerde.

- Det skyldes, at vi har lavet en fornyelse af foreningen. Det er nemt for en forening som vores at gøre meget for de ældre medlemmer, så det kræver mod at bryde med det og begynde at lave flere tiltag for de unge, siger han til Dagbladet Holstebro.

Fokus på opsøgende arbejde

Han fortæller videre, at de tiltag, de har lavet for de unge, er nyjæger-jagter, unge-arrangementer og mere opsøgende arbejde. Også formand for Holstebro Jagtforening, Esben Hansen, kan bekræfte, at tilgangen i høj grad skyldes en proaktiv holdning til de unge jægere, hvor især det opsøgende arbejde har taget kegler:

- Det er blandt andet i forbindelse med skydetræning og når nogen har besøgt vores skydebane, at vi har prikket til dem og spurgt, om ikke de skulle være medlem her hos os, siger Esben Hansen til Dagbladet Holstebro.


Læs hele artiklen på avisens hjemmeside - klik her!