OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 20. november 2019

Fjern altid affald fra
nedlagt vildt

Jagtsæsonen er for manges jægeres vedkommende også lig med dejligt vildt, der skal hjem i kødgryderne og i fryseren. Men hvordan er det nu med affaldet?

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Hvert år modtager Jægerforbundet henvendelser fra jægere og borgere om fund af affald fra nedlagt vildt på steder, hvor affaldet ikke burde være. Det kan være i skovbunden eller i offentlige skraldespande. Eller på en strand, som det forleden var tilfældet ved Horsens fjord.

Fugle på stranden endte i avisen

Her fandt en hundelufter cirka 15 opsprættede edderfugle og sortænder, som sandsynligvis var drevet i land efter at være blevet skudt fra pram. Episoden førte til en artikel i Aarhus Stiftstidende, hvori strand- og havjagtskoordinator ved Danmarks Jægerforbund Carsten Holm Clausen kommer til orde. Selvom fugleskrogene hurtigt vil blive omsat i naturen på naturlig vis, bifalder Carsten Holm Clausen ikke, at jægere efterlader fuglene i naturen, efter at de har parteret dem.

- Det sker, men min opfordring til jægerne er, at de skal tage vildtet med hjem. Det kan være en ubehagelig oplevelse for mennesker på stranden at møde opsprættede fugle, hvis man ikke er vant til det. Jeg synes, vi skal rydde op efter os selv, siger han til avisen.

Følg det jagtetiske regelsæt

Derfor gentager vi da også her en venlig påmindelse om, at uanvendelige dele af det nedlagte vildt, som skind, hoveder, fjerdragt mv. enten skal graves ned eller sendes med dagrenovationen. Har du ikke plads i din skraldespand, kan du hente ekstra sække på genbrugsstationen.

Undlad at efterlade affald fra nedlagt vildt på eksempelvis rastepladser eller ved andre offentlige skraldespande. Ofte kan det være et voldsomt syn for en ikke-jæger, hvor naturligt det end kan se ud for dig som jæger.

Episoder med efterladt vildtaffald medfører ofte vrede henvendelser, uagtet at kødet f.eks. er blevet skåret af dyrene. Det kan betyde dårlig omtale af jægerstanden og uvilje mod os. Alle, der er involverede i en jagt, har et ansvar for at agere som ambassadører for jagten. Derfor har vi alle til opgave at sikre, at vores opførsel følger det jagtetiske regelsæt.

Kort sagt – det er vores ansvar at rydde op efter os selv, og unødvendige episoder kan let undgås, når blot vi tænker os om. 

Fortsat knæk og bræk derude.