OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 29. maj 2019

En ikke-eftersøgt buk

Dyrenes Vagtcentral ringede i juni 2018 til schweisshundefører Brian Vels fra Tjele i Midtjylland om et rådyr, som gik og havde det dårligt i en villahave i en mellemstor landsby. Her er hans historie om, hvad der skete.

Tekst: Brian Vels. Foto: Brian Vels

Jeg ringede til det oplyste telefonnummer og fik fat i en dame, som kunne fortælle, at de havde et rådyr liggende i deres have. Det var dårligt gående på det ene bagben, og hun havde en formodning om, at det kunne være påkørt, da hun ikke umiddelbart kunne se sår eller blod på dyret.

Da jeg ankom til adressen, viste det sig at være en præstegård, som lå i udkanten af landsbyen. Damen, jeg havde talt med, var præstens kone, og hun fortalte, at både hende og manden var jægere. Hun bad mig følge med ind i præsteboligen, så hun kunne vise mig, hvor i haven de sidst havde set rådyret, som var en buk.

Som hun selv sagde, var haven ”noget rustik” – den var tæt bevokset med skvalderkål, og bukken havde lige rejst sig for at jage deres kat væk. Hun havde set, at det ene bagben slaskede rundt, som hun udtrykte det; men nu var bukken ude af syne.
Jeg tog riflen med, men lod hunden blive i bilen, for som en begyndelse blot at kigge lidt rundt i det ”rustikke”. Nede i enden af haven, ud mod markerne, så jeg et dyr, som stod og spiste blade. Da det rejste hovedet, kunne jeg se, det var en buk, og da den stod med et godt kuglefang, besluttede jeg mig for at aflive den.

Nu viste det sig ikke at være en påkørsel, men en grim anskydning. Bukken er formentlig blevet påskudt skråt/spidst forfra med det resultat, at kuglen har strejfet maven, og er gået gennem lysken, hvor det ene bagben er brækket, og testiklerne er skudt væk. Den må have gået nogen tid med skaden, da den var meget afmagret, og sårene var fulde af betændelse og mider. Jeg kontaktede alle schweisshunde-kollegaer i området, og ingen kendte til bukken, så den er formentlig ikke blevet eftersøgt.

Det er et lovkrav at alle skud, hvor der er et påviseligt træf, skal eftersøges af en registreret schweisshund, hvis jægeren ikke selv har kunnet finde dyret indenfor seks dagtimer. I dette tilfælde må der have været tydelige tegn på træf, også på skudstedet, men det har jægeren formentlig overset.

Moralen er - endnu en gang - at alle skud, som ikke giver det ønskede resultat, bør eftersøges. Selv formodede forbiere!
Beretningen er hentet fra Dansk Schweisshundeforenings årsskrift 2019.

Se mere om foreningen her.