OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 27. maj 2019

Buen skal med i kampen mod mårhund – hele året

Alle midler skal tages i brug, hvis vi skal dæmme op for invasionen af mårhund. Ikke mindst skal danske buejægere selvfølgelig have lov til at skyde det uønskede dyr året rundt – og ikke kun i jagtsæsonen.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Max Steinar

Mårhund må reguleres hele året, men kun med riffel. Ikke med bue, hvilket medfører yderst uheldige situationer for danske buejægere, når de får skudchancer på mårhund udenfor jagtsæsonen, som ligger fra 1. september til sidste dag i januar.

Men netop foråret er en afgørende periode for reguleringsindsatsen, idet det er nu mårhunden sætter hvalpe og virkelig formerer sig massivt. Så når buejægeren, der gerne må skyde en buk men ikke må nedlægge en mårhund i maj, er nødt til at se passivt til og sænke buen når en mårhund observeres, er den hel gal. Det mener formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen:

Buejægerne skal kunne regulere generelt

- Det er endnu et eksempel på uhensigtsmæssige regler på området. Vi har akut brug for en ændring i vildtskadebekendtgørelsen, og det kan kun gå for langsomt, siger Claus Lind Christensen.

Dog erkender han, at det næppe nytter at råbe politikerne op på denne side af folketingsvalget. Men så snart valget er overstået, bør det være en ren ekspeditionssag:

- Buejægerne skal simpelthen have en generel tilladelse til at regulere. Ikke kun mårhunden, men også andre vildtarter, som de i dag heller ikke må skyde. Og så kan det godt være at man ”jo bare” kan ansøge om en tilladelse til at regulere med sin bue. Men det er bureaukrati, og før en individuel tilladelse er behandlet og godkendt, så er mårhunden jo smuttet. Giv os nu bare de værktøjer, vi har brug for, lyder det fra jægerforbundets formand.

Politikere er med på en ændring

Anledningen til den aktuelle fokus på hullet i bekendtgørelsen kommer efter at Jydske Vestkysten i dag kan fortælle om buejægeren Hans Jørgen Hansen fra Blåvand, som flere gange har haft en mårhund på kornet - uden at kunne slippe pilen.

- Mårhunden, den må vi ikke skyde. Det er sket for mig to gange, når jeg har siddet i en hochsitz. Jeg kan slet ikke se nogen grund til, at vi ikke må skyde den, når den truer den danske fauna, siger Hans Jørgen Hansen til avisen.

Også hhv. natur- og miljøordførerne i Venstre og Socialdemokratiet, Anni Matthiesen (V) og Christian Rabjerg Madsen (S) finder det ifølge Jydske Vestkysten besynderligt, at buejægerene ikke må regulere mårhund året rundt.

- Jeg kan ikke finde noget argument for, at man ikke må nedlægge mårhunde med bue. Det lyder besynderligt. Regler, som jeg ikke kan finde gode argumenter for, de skal afskaffes. For alle gode kræfter til bekæmpelse af mårhunden er vigtige, siger Christian Rabjerg Madsen (S) til avisen.

Han bakkes op af sin kollega i Venstre, Anni Matthiesen, som på Jydske Vestkystens spørgsmål kort og god svarer:

- Åh nej. Det er løgn. Det virker fuldstændig skørt. Det skal laves om.


Læs artiklen i Jydske Vestkysten: Hul i hovedet: Invasiv plage slipper for buejægerens pil