OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 13. december 2019

Brede forlig skal sikre naturens genrejsning

Naturen kan kun reddes gennem brede forlig, der rækker årtier ud i fremtiden. S og V bør derfor finde sammen om et nationalt kompromis for en langsigtet og storstilet genrejsning af naturen. Det skriver DJ-formand i debatindlæg.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

I et debatindlæg, som i dag er udkommet på netavisen Altinget, argumenterer formand i Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, for et bredt samarbejde hen over midten i kampen for genopretning af den danske natur. Kun viljen til at arbejde sammen vil for alvor gøre en forskel, mener han.

- Der skal politisk tages fat, som vi ikke har set før. Heldigvis har mulighederne for at gøre netop det aldrig været bedre. Valgets tale kan vel næppe tolkes på anden måde, end at en meget stor andel af vælgerne vil have reelle forbedringer af naturen og en ambitiøs klimaindsats, skriver DJ-formanden blandt andet i sit debatindlæg.

En plan for de kommende 40 år, tak

Dog understreger han, at klimaindsats og arbejdet med miljø og natur er forskellige indsatser, som begge er vigtige, men som ofte blandes sammen.

- For mens klimaindsatsen er voldsomt kompleks og forbundet med store usikkerheder omkring løsninger, effekt og økonomi, så er indsatsen for en bedre natur i Danmark det stik modsatte. Danske forskere har i årevis vidst, hvad der skal til for at forbedre naturen og miljøet i Danmark.

Det er Claus Lind Christensens klare indtryk, at det, der mangler, er politisk prioritering – på tværs af Folketinget.

Han håber derfor, at statsminister Mette Frederiksen og miljøminister Lea Wermelin inviterer alle Folketingets partier til en bred politisk drøftelse af, hvordan man kan vedtage en plan for den danske natur, der rækker 20,30, 40 år ud i fremtiden.


Altinget er en partipolitisk uafhængig netavis, som skriver om dansk politik. Avisen har én af de største redaktioner på Christiansborg.