OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Ulven, jægerne og samfundet

Lørdag den 26. maj kl. 12.00-12.45 byder Danmarks Jægerforbunds formand, Claus Lind Christensen, alle med interesse for ulven velkommen i Jægerforbundets telt til en debat a la Højlunds forsamlingshus.

Tekst: Morten Sinding-Jensen, Danmarks Jægerforbund

Siden fundet af Thyulven i 2012 er debatten om ulve i Danmark – i takt med flere og flere observationer – taget til i styrke og er inden for det sidste halve år blevet mere og mere skinger.

Alle synspunkter fra ulvekrammere til ulvehadere er repræsenteret i befolkningen og råbes ud i pressen og på de sociale medier. Kulminationen var nedskydningen af hunulven ved Ulfborg.

På den baggrund vil Jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen, konfrontere sejlivede myter og gøre rede for Jægerforbundets syn på tilbagekomsten af ulven i den danske natur, herunder hvordan national og international lovgivning stiller samfundet i forhold til forvaltning af denne vildtart.

Claus Lind Christensen, redegør således for Jægerforbundets holdninger til ulv og svarer på spørgsmål som f.eks.?

  • Er ulvene jægernes eller samfundets problem?
  • Mener Jægerforbundet, at der er plads til ulve i DK?
  • Er ulvene kørt til Danmark?
  • Æder ulvene alt det jagtbare vildt?
  • Hvordan ønsker Jægerforbundet ulven forvaltet i Danmark?
  • Hvordan defineres en problemulv?
  • Kan problemulve fjernes?

Debat på tværs

Ud over at Claus Lind Christensen redegør for Jægerforbundets holdninger, er det meningen, at tilhørerne både kan stille spørgsmål til formanden og til hinanden, så debatten kan blive så levende som muligt. Derfor skal der lyde en klar opfordring til at møde op og deltage i debatten.

På podiet: Formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen

Få det fulde overblik over, hvor du kan møde Danmarks Jægerforbund på Naturmødet 2018 her