OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Trofæopmålingen er startet

Ikke alt skal glimte – for at være guld. Sådan kan et lettere omskrevet ordsprog bruges om den trofæopmålingsturne, som Danmarks Jægerforbund nu har skudt i gang, idet et af de første trofæer var en kæmpestor dansk guldbuk.

Tekst: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund
Foto: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund

Se alle datoerne på opmålingsturneen nederst i artiklen.

Da Danmarks Jægerforbund havde ”forpremiere” på sin opmålingsturne i Jagtens Hus mandag den 17. september, var en af de først fremmødte Palle Søbygge. Den nordjyske jæger medbragte en råbuk, som han havde nedlagt på den kun seks kvadratkilometer store ø Egholm i Limfjorden.

Palle Søbygge og ni andre jægere deles om jagten. Det var egentlig en kammerat, der stod for tur den aften den 3. juni, men da han var på Sjælland, fik Palle lov at starte sin ugelange ”vagt”.

Her skød han til hvad han kunne se, var en god seksender. Men da han stod ved dyret og løftede op i hovedet, gav han et spjæt fra sig – for først da erkendte han, HVOR stor den egentlig var.

-Da fik jeg godt nok en hurtigere puls, fortæller Palle, mens Fritz Heje Hansen og kollegaen, Kenneth Kold Jørgensen måler den enorme buk op. Uden at lægge hovedet på blokken bedømmer Fritz Heje, der har set titusindvis af bukke, at den er fem år gammel. Til trods herfor er der ingen, der havde set bukken på Egholm, ifølge hvad Palle har kunnet finde ud af.

Da opmålingen var færdiggjort, havde trofæet fået 159,33 point. Med den høje pointscore er der en vis sandsynlighed for, at ”Den ukendte buk fra Egholm” ender øverst på Jægers Topti 2018.

Senere samme dag blev yderligere tre bukke bedømt til guld i Jagtens Hus, og den største af disse fik godt 155 point.

I skrivende stund er der opmålt i alt syv guldbukke af Fritz Heje & co., og den erfarne opmåler gætter på, at der kommer lutter guldbukke på næste Topti.

Han afslører, at Palles oplevelse er den stik modsatte af, hvad normalbilledet for størrelsen på en buk er:

- Ja, for normalt svinder et trofæ i størrelse tre gange: Første gang, når bukken fejer, anden gang, når kuglen rammer bukken, og tredje gang, når jeg måler den op...!

Se i Jægers medlemsblad – 2. sektion – eller herunder i kalenderen, hvornår der er opmåling i DIT lokalområde. Turneen starter mandag den 19. november hos Vestjysk Jagt og Fritid i Holstebro og slutter tirsdag den 11. december i Åkirkeby på Bornholm.

Husk: Vi anbefaler, at du ikke saver i trofæet, før det er opmålt.