OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Mester på et afbud

Forbundsmesterskabet i jagtfeltskydning fik en ”reserve” øverst på skamlen. Bo Bundsbæk var kun med fordi en anden havde meldt afbud.

Tekst: Max Steinar
Foto: Max Steinar

Danmarks Jægerforbund afviklede søndag den 16. september sit mesterskab i jagtfeltskydning på Ulfborg Skyttecenters store anlæg. 231 skytter deltog, og oplevede forholdsvis mildhed fra vejrgudernes side dagen igennem, bortset fra en smule regn da mesterskytterne skulle afgøre hvem der fik guld, sølv og bronze.

113 kvinder og mænd deltog i jægerklassen, 11 i dameklassen, 43 i veteranklassen samt endelig 54 i mesterklassen. Traditionelt er det sidstnævnte klasse, der trækker størst opmærksomhed, bl.a. fordi denne klasse – som den eneste – har en finaleskydning koblet på efter den ordinære skydning.

I finalen deltager de 10 bedst placerede efter den ordinære skydning, og øverst lå Bo Bundsbæk meget suverænt med en pointscore på 396.

På de næste tre pladser lå Steen Schrøder, Rasmus Madsen og Jacob Christensen, alle med 376 point. Rækkefølgen blev afgjort af, hvem der havde skudt bedst på sidste standplads i den ordinære skydning.

Fra 2. pladsen ned til 10. pladsen var der ”kun” 12 point, så alt var stadig i spil, da finalen blev skudt i gang.

 

Hold fokus

Finalen er delt i fire skydninger:

Første er liggende med højt anlæg, 120 sekunder, cirka 180 meter.

Anden del er siddende, 120 sekunder, cirka 150 meter.

Tredje del er stående, 120 sekunder, cirka 100 meter.

Fjerde del er liggende (fri), 20 sekunder, cirka 200 meter. I alle skydninger skal der afgives tre skud.

Med sit store forspring var Bo Bundbæks største opgave at holde fokus, og han slap fint igennem første skydning, hvor han og fire andre skytter skød fuldt hus. Siddende gik også fint for ham, men han satte dog tre point til ved at skyde 10, 9 og 8. Langt værre gik det for Steen Schrøder, der med en forbier dumpede ned på femtepladsen.

I stående skydning sker der ofte rokeringer, for her spiller både nerver og vejrlig ind. Bo Bundsbæk rager med sine godt 190 centimeter godt i vejret, og nu var vinden tiltaget i styrke. Da formanden for DJ’s riffeludvalg, Per Henriksen, havde igangsat skydningen, var Bo lang tid om at skyde det første skud. Et par gange tog han riflen ned, trak vejret dybt, og prøvede igen at få hold på det lidt dansende trådkors. Først efter cirka 40 sekunder slap han første kugle.

10, 10 og 9 blev hans resultat, og derved udbyggede han sit i forvejen flotte forspring til 22 point over nummer to, som nu var Jonas Vestermark, der var kravlet fra femtepladsen.

Med andre ord: Skød Bo blot en enkelt 9’er i sidste skydning, ville han fastholde guldet, selv om Jonas skød fuldt hus.

 

Udfordrende

Fjerde og sidste skydning er langt den mest udfordrende. Skytterne skal lade og isætte magasinet med de tre skud, lukke låsen med tomt kammer, gå cirka 10 meter fra deres våben, og når stopuret starter, skal de løbe frem, smide sig ned, lade, sigte og afgive de tre skud inden for 20 sekunder.

Også her holdt Bo for presset, idet han skød 10, 10 og 9, i alt 511 point. Jonas lavede to forbiere og faldt ned til den samlede ottendeplads, mens en sammenbidt og koncentreret Steen Schrøder kæmpede sig tilbage til sit sølv med i alt 484 point. Jacob Christensen sluttede finalen på tredjepladsen, med samme pointscore – 483 – som nummer fire, Per Nielsen. Men Per skød ét point dårligere i sidste skydning, og dermed dikterede reglerne, at Jacob fik bronzen.

 

Tre finaler i træk

En meget glad Bo Bundsbæk modtog lykønskningerne fra sine konkurrenter og andre. Han deltog for femte gang, og det var hans tredje finale i træk. I 2016 blev han nummer ti, sidste år nummer 8 og nu altså forbundsmester.

Til udtagelsesskydningen begik han en fejl ved en post, og satte alle sine skud i naboskiven. Dermed kom han lige uden for den gruppe af veteraner i kreds 2, som kvalificerede sig. Men da en skytte meldte afbud, blev der plads til Bo.

-Jeg har været spændt fra morgenstunden af. Da jeg kørte hertil, følte jeg et hul i maven, hvilket ikke var sult, for jeg havde da lige fået en ordentlig balje havregryn – så jeg måtte erkende, at det var fordi jeg var spændt. Og det var alle – stol trygt på det!

Bo Bundsbæk gjorde som det danske fodboldlandshold i 1992: Kom med på et afbud og vandt guld. Oven på en meget flot skydning, hvor han hele tiden var i front.

Bo Bundsbæk gjorde som det danske fodboldlandshold i 1992: Kom med på et afbud og vandt guld. Oven på en meget flot skydning, hvor han hele tiden var i front.

Damer: 1. Kate Søborg 316 point. 2. Lise Pedersen 297 point. 3. Sonja Nielsen 287 point.

Damer: 1. Kate Søborg 316 point. 2. Lise Pedersen 297 point. 3. Sonja Nielsen 287 point.

Veteraner: 1. Finn Nielsen 388 point. 2. Rolf Hagstrøm 387 point. 3. Aage Teglgaard 376 point.

Veteraner: 1. Finn Nielsen 388 point. 2. Rolf Hagstrøm 387 point. 3. Aage Teglgaard 376 point.

Jægerklassen: 1. Niels Lauritsen 417 point. 2. Frederik Pedersen 379 point. 3. Mathias Nielsen 379 point.

Jægerklassen: 1. Niels Lauritsen 417 point. 2. Frederik Pedersen 379 point. 3. Mathias Nielsen 379 point.

Mester: 1. Bo Bundsbæk 396 ordinær skydning, 511 efter finalen. 2. Steen Schrøder 376 ordinær skydning, 484 efter finalen. 3. Jacob Christensen 376 ordinær skydning, 483 efter finalen.

Mester: 1. Bo Bundsbæk 396 ordinær skydning, 511 efter finalen. 2. Steen Schrøder 376 ordinær skydning, 484 efter finalen. 3. Jacob Christensen 376 ordinær skydning, 483 efter finalen.

Klik på pilene til højre og venstre nedenfor for at se billederne fra arrangementet.