OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Jakob Ellemann-Jensen bliver ny miljø- og fødevareminister

Efter en ministerrokade i VLAK-regeringen, står det klart at statsminister Lars Løkke Rasmussen har udpeget Jakob Ellemann-Jensen som ny miljø- og fødevareminister. Konservatives Søren Pape Poulsen fortsætter som justitsminister.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund

Der har været travlt på ministergangene på Christiansborg siden både Søren Pind og Esben Lunde Larsen i går (tirsdag den 1. maj) meddelte, at de trak sig fra deres respektive ministerposter og politik – Esben Lunde Larsen trækker sig dog først fra politik ved næste valg.

Det har blandt andet betydet, at Lars Løkke Rasmussen har skulle finde en ny miljø- og fødevareminister, og her faldt valget altså på Jakob Ellemann-Jensen.

- Jeg vil gerne sige mange gange tillykke til den nye miljø- og fødevareminister, det er et spændende valg med Jakob Ellemann-Jensen, og jeg ser frem til et godt kommende samarbejde med ham. Samtidigt vil jeg gerne takke for samarbejdet i de sidste par år med Esben Lunde Larsen, siger Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.

Esben Lunde Larsen har været miljø- og fødevareminister siden februar 2016. Han har i skrivende stund ikke oplyst yderligere om, hvad baggrunden for hans beslutning om at trække sig fra politik er.

Jakob Ellemann-Jensen træder ind som minister dags dato.